Politikerne afviste at bekæmpe klimaforandringer: Minutter senere var parlamentet oversvømmet
Regionalerådet i Veneto var ved at debattere klimaforandringer, mens regionens hovedstad blev oversvømmet.
Mens politikerne i det regionale råd i Veneto, hvor Venedig er hovedstad, diskuterede ændringer af budgettet for 2020, så der kunne afsættes penge til at bekæmpe klimaforandringer, blev byens gader og rådssalen i Ferro Fini-paladset, hvor mødet foregik, oversvømmet.
Højrefløjspartierne, der har flertal i rådet var mod ændringer, der blev nedstemt, skriver The Guardian.
Forslagene omhandlede bl.a. udskiftning af busser, der kører på diesel, nedbringelse af plasticforbruget samt midler til vedvarenede energikilder.
Andrea Zanoni, der er formand for rådets miljøkommité, skrev efterfølgende på Facebook:
»Det er ironisk, at rådssalen blev oversvømmet to minutter efter, at flertallet af partierne afviste vores forslag til at tackle klimaforandringerne.«
»Der er intet mere meningsfuldt til at illustrere en miserabelt ledet administration end et billede af en oversvømmet sal, som tvang medlemmerne til at flygte,« tilføjede han.
Han blev dog modsagt af rådets præsident, Roberto Ciambetti, som til CNN udtalte, at det var vildledende propaganda:
»Vi stemmer for et regionalt budget, som de seneste tre år har brugt 965 mio. euro til kampen mod forurening og smog, som er afgørende faktorer i klimaforandringerne.«
Oversvømmelserne, der ramte byen i form af en tidevandsbølge tirsdag, er de værste i byen i mere end 50 år.
Vandstanden nåede tirsdag aften 187 cm over dagligt vande, og der blev erklæret undtagelsestilstand i byen. Den italienske regering har doneret 20 mio. euro til bevarelse af de mest udsatte områder.