Cyklisme er hævet til et nyt niveau i Holland med verdens største p-hus til cykler
Byggeriet er en del af en national strategi, der skal forbedre landets infrastruktur for cyklister.
I en nation med flere cykler end mennesker kan det være vanskeligt at finde et sted at parkere.
I den hollandske by Utrecht forsøger man at gøre noget ved problemet. Her har man mandag morgen åbnet verdens største parkeringsområde til cykler.
Ved byens jernbanestation har man bygget tre etager med plads til 12.500 cykler.
Byggeriet er en del af en national strategi, hvor flere hundrede millioner euro bliver anvendt til at forbedre Hollands infrastruktur for cyklister.
»Vi arbejder målrettet mod at gøre det til cyklisters paradis, og vi er langt fra færdige endnu,« siger Stientje van Veldhoven fra Hollands ministerium for infrastruktur til The Guardian.
»Hvis du vil have folk ud af bilerne og ind i offentlig transport, så er du nødt til at sikre, at det er nemt og komfortabelt at anvende offentlig tranport. Det skal være meget nemt at parkere din cykel så tæt på toget som muligt - og man ønsker ikke at bruge en halv time på at finde en ledig p-plads,« forklarer Stientje van Veldhoven.
National statistik viser, at i Holland foregår 60 pct. af alle ture til arbejde i bil, mens kun en fjerdedel tager cyklen. I Amsterdam, Rotterdam, Haag og Utrecht er andelen af cyklister dog højere.
I Utrecht kører 125.000 mennesker hver dag igennem byens centrum for at komme til arbejde, i skole eller til stationen.