Fortsæt til indhold
Europa

McDonald's miljøvenlige sugerør kan ikke genbruges

Fastfoodkæden siger, at de skal smides i almindeligt skrald.

Fastfoodkæden McDonald's kæmper i Storbritannien med at få gjort restauranternes miljøvenlige papirsugerør egnet til genbrug, skriver BBC.

I efteråret 2018 skrottede kæden sugerør af plastik i Storbritannien og Irland som en del af selskabets grønne omstilling, men de nye papirsugerør er ikke lette at genbruge, og derfor skal de smides ud med det almindelige affald.

Problemet er, at sugerørerne er for tykke til, at de er egnede til genbrug. Det er utilfredse kunder, der er årsag til de tykke sugerør. McDonald's har nemlig været nødt til at gøre sugerørene kraftigere, da kunderne klagede over, at de oprindelige papirsugerør blev opløst, inden man var blevet færdig med f.eks. sin milkshake.

»Som en følge af kundefeedback har vi styrket vores papirsugerør. Materialerne er stadig egnede til genbrug, men deres tykkelse gør det svært for vores samarbejdspartnere inden for affaldsløsning, som også håndterer vores papkrus, at håndtere dem,« siger en talsmand for McDonalds til BBC.

Fastfoodkæden arbejder på at finde en løsning på problemet og oplyser, at rådet om at komme sugerørene i almindeligt affald er midlertidigt.

McDonald's bruger 1,8 mio. sugerør dagligt i Storbritannien, så omstilligen til papirsugerør betyder et markant fald i brugen af plastik, som naturen kan være flere hundrede år om at nedbryde.

Julian Kirby fra "Freinds of the Earth" har ifølge BBC et alternativt forslag til sugerørene.

»Alt for længe har debatten handlet om genbrug, og hvad man skal gøre, når affaldet er lavet. Vi burde tænke mere på at undgå at lave affald. Læber har i millioner af år været et affalds-frit alternativ til sugerør.«