Rener dør af sult på Svalbard
Forskere har fundet 200 døde rener på Svalbard i Norge - et skrækeksempel på klimaforandringer, siger forsker.
200 rener er fundet døde på Svalbard i Norge. Det er det største antal i 40 år.
Det skriver TV 2.
Det er et hold forskere, der har gået øgruppen Svalbard igennem for at kortlægge antallet af rener. Og fundet af de mange døde rener er usædvanligt.
Dødsårsagen er mangel på mad, fortæller økolog Åshild Ønvik Pedersen fra Norsk Polarinstitutt til NRK. Fordi det har regnet meget i december, er græsset blevet dækket af is, da frosten senere har sat ind, og har gjort det svært for renerne at finde mad.
»Det er skræmmende at finde så mange døde dyr. Det her er et skrækeksempel på, hvordan klimaforandringer påvirker naturen,« siger forskeren.
Antallet af døde rener er det største i 40 år. En del af stigningen skyldes dog en stor bestand af kalve fra foråret 2018, der betød, at nogle af de svaglige kalve og gamle dyr skulle sorteres fra som en del af biologiens naturlige orden.
»Men det store antal, vi ser nu, er på grund af kraftigt regnvejr, som skyldes global opvarmning,« slår Åshild Ønvik Pedersen fast.
I jagten på mad er renerne begyndt at spise tang, men det kan ifølge forsker fra Norsk Institutt for Naturforskning, Torkild Tveraa, give dyrene problemer med maven.