Sådan foregår valget af ny premierminister
Det kan tage to måneder, før den nye premierminister er på plads.
LONDON
Det kan komme til at tage to måneder, før den næste britiske premierminister er på plads. Det skyldes det konservative partis procedure for formandsvalg.
Her deles magten mellem parlamentsgruppe, som finder to kandidater, og baglandet, som så vælger mellem de to. Den nye partiformand er automatisk ny premierminister.
Theresa May vil først officielt trække sig fredag den 7. juni. Det betyder, at der ikke er interne konservative valghandlingerne i gang i den første uge af juni, når præsident Donald Trump er på statsbesøg i Storbritannien, og der er 75-års jubilæum for D-Dag.
I den uge, der begynder mandag den 10. juni, begynder valgproceduren. Alle medlemmer af den konservative parlamentsgruppen kan melde sig som kandidater. Derefter afholdes et antal afstemningsrunder, hvor kandidaten med færrest stemmer i hver omgang ryger ud.
Typisk vil nogle kandidater også trække sig, selvom de ikke taber en runde, fordi de ganske enkelt kan se, at de ikke har en chance.
Runderne fortsætter, indtil der kun står to kandidater tilbage. Processen kan tage nogle uger, da der er møder og internt kampagnearbejde mellem runderne. Fremgangsmåden øger usikkerheden om udfaldet. Det er planen, at denne del af proceduren skal være afsluttet inden udgangen af juni.
De to tilbageværende kandidater indleder så en valgkampagne blandt partiets cirka 120-125.000 medlemmer. Der bliver blandt andet afholdt flere medlemsmøder rundt om i Storbritannien, og kampagnen vil også præge medierne, for selvom det kun er de konservative partimedlemmer, der kan stemme, så vil vinderen blive premierminister for alle briter.
Resultatet af formandsvalget forventes klar før Underhuset går på sommerferie i juli. Den præcise dato for ferien er ikke fastlagt, men det bliver formodentlig engang i sidste halvdel af måneden.