Norsk ekspert: Milliarddyrt krigsskib kommer aldrig ud at sejle igen
En stor del skibets udstyr er ødelagt efter mere end 2 måneders ophold under vandet.
Den norske fregat "KNM Helge Ingstad", der i november kolliderede med det græskejede tankskib "Sola" ud for Bergen, kommer aldrig ud at sejle igen.
Det vurderer en norsk ekspert, der i sin tid havde ansvaret for at bygge flere sektioner til den ca. 3 mia. kr. dyre fregat.
Ifølge den norske avis Firda mener eksperten, Gustav Johan Nydal, at for meget af fregattens elektronik og andet udstyr er ødelagt efter det mere end to måneder lange ophold under vandet.
Den 5.000 tons tunge fregat ”KNM Helge Ingstad” kolliderede natten til torsdag den 8. november med det græskejede tankskib ”Sola”.
Ved ulykken, der fandt sted ved Stureterminalen nær Bergen, fik det 250 meter lange og fuldtlastede tankskib ”Sola” mindre skader.
Værre så det ud for den ni år gamle fregat, der havde fået en flænge i siden og tog store mængder af vand ind. Ved kollisionen kom otte af skibets 137 personer om bord til skade.
Officielt er der ifølge maritimedanmark.dk ingen meldinger om, hvad der skal ske med fregatten, når den er hævet.
Hævningen er udskudt flere gange, dels på grund af dårligt vejr - dels på grund af en række tekniske vanskeligheder.