Fortsæt til indhold
Europa

Norsk fregat kommer måske aldrig i aktion igen: Jeg troede bare, det var bølger - så hørte jeg folk råbe » flooding«

Mens arbejdet med at stabilisere et hårdt medtaget norsk krigsskib er i fuld gang, er de første øjevidneberetninger fra den dramatiske kollision dukket op.

Det var dramatiske scener, der udspillede sig natten til torsdag i farvandet ud for den norske by Bergen, da fregatten KNM Helge Ingstad fra det norske søværn kolliderede med et græsk tankskib fyldt med olie.

Mens tankskibet kun led mindre skade, ikke spildte olie og lørdag ifølge norske medier har fået lov til at sejle videre til Storbritannien, ligger den topmoderne norske fregat forsat på siden på lavt vand tæt på den klippefyldte kyst.

Det norske søværn er nu i gang med at sikre fregatten med wirer, så den stabiliserer sig. Foto: Det norske søværn

I et interview med norske NRK fortæller to af de i alt 137 søfolk fra det norske søværn, der var om bord på KNM Helge Ingstad, nu om øjeblikket, hvor skibet stødte sammen med det store tankskib og minutterne derefter.

»Jeg troede, det bare var maskineriet eller bølger, og jeg prøvede sove,« siger 20-årige Knut Sander Blakkestad om det øjeblik, han blev vækket af rystelser og larm.

»Men så kunne jeg høre folk ude på gangen råbe ”flooding”, som er det, vi råber, hvis der er vand, der trænger ind.«

Da han trak gardinerne ved køjerne fra, så han, at der var vand på gulvet.

Der er indført en forbudszone både i havet og på land rundt om den forulykkede fregat, hvor offentligheden ikke må opholde sig. Foto: Det norske søværn

»Da hoppede jeg ud af sengen og forsøgte at vække de andre. Så måtte jeg se at komme væk. Jeg tænkte ikke så meget.«

22-årige Tora Seth Reinertsen var vågen og ved at spise om bord på KNM Helge Ingstad, da kollisionen skete.

»Vi måtte holde fast i bordet. Der var høje lyde og bevægelse i fartøjet. Vi, der var vågne, havde et mentalt overskud, og det var tydeligt, at vi havde ramt noget,« siger hun.

Otte af de ombordværende søfolk på fregatten kom til skade ved kollisionen.

Lørdag har det norske søværn meldt ud, at natten ved skibet er forløbet roligt, og man forsat arbejder på at sikre fartøjet.

»Vi har nu testet fire af ti wirer, som skal stabilisere fartøjet og rette det op,« siger kommunikationschef i det norske søværn, Torill Herland, til Aftenposten.

Skaderne på fregatten, der er ni år gammel, er omfattende, og otte personer om bord kom til skade ved kollisionen. Foto: Det norske søværn

Næste fase i arbejdet med at få fregatten fjernet fra stedet bliver at få folk om bord for at besigtige skaderne og derefter tømme fregatten for ammunition. Derefter er det planen at få fregatten fragtet til en flådestation.

Hele operationen ventes at komme til at tage lang tid. Den norske statsminister, Erna Solberg, sagde lørdag ifølge Aftenposten, at ulykken med fregatten vil komme til at påvirke det norske søværns kapacitet fremover. Ifølge Aftenposten er det i det hele taget uvist, om fregatten vil komme til at kunne bruges igen.

Det er endnu usikkert, hvad der førte til, at de to skibe kolliderede natten til torsdag.