Europa

Sikkerhedskilde: Mand dræbte sin mor og søster i Paris

Angriber råbte "Allahu akbar", da han dræbte to nær Paris. Men politi undersøger om det var familieopgør.

Mindst to personer blev dræbt og en blev alvorligt såret ved et knivangreb i en Paris-forstad torsdag formiddag, skriver AFP. 

Angriberen, der blev dræbt af politiet, råbte "Allahu akbar". 

Islamisk Stat siger i en erklæring, at det står bag angrebet, men gruppen har ikke fremlagt nogen beviser. Kilder i Paris siger, at der muligvis var tale om et familieopgør.

- De to personer, der blev dræbt, var angrebsmandens mor og søster, siger en sikkerhedskilde til AFP. 

Angrebet skete i den vestlige Paris-forstad Trappes - omkring 30 kilometer fra den franske hovedstad. 

Angriberen forsøgte at gemme sig for politiet i en bygning, men blev fundet og skudt af politiet. Det var i længere tid uklart, hvorvidt han var såret eller dræbt, men politiet har over for AP fastslået, at manden er død.

- Politiets operation er forbi. Personen blev neutraliseret og er død, oplyser en ledende politimand på Twitter.

Det franske politi siger, at det ikke kan bekræfte, hvorvidt angrebsmanden var jihadist.

Trappes er et fattigt byområde, som ligger i et overvejende velhavende område.

Angrebet sker, efter at lederen af den militante gruppe Islamisk Stat (IS), Abu Bakr al-Baghdadi, holdt sin øjensynligt første tale til sine tilhængere i næsten et år. I talen opfordrede han til fortsat kamp.

- Du har ikke noget valg. Hvis du vil leve i værdighed, må du vende tilbage til din religion og kæmpe mod din fjende, siger manden, der skal være Baghdadi i en 55 minutter lang lydoptagelse, der er lagt ud af det IS-tilknyttede medie al-Furgan.

I lydoptagelsen lykønsker stemmen også med nylige angreb i Canada og Europa og opfordrer sine tilhængere til at bruge bomber, knive og køretøjer til at udføre flere angreb.

Ifølge Reuters har det ikke været muligt for det britiske nyhedsbureau at kontrollere, om stemmen på optagelsen med sikkerhed er IS-lederens.

Islamisk Stat, der indtil sidste år kontrollerede store områder i Syrien og Irak, er siden blevet drevet ud i ørkenen af en succesfuld offensiv fra internationale allierede i begge lande.

/ritzau/AFP

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu

JP mener: Husk at tale med djævlen

Hvis man kun hører sig selv og sine ligesindede, bliver man dummere og dummere for hver dag, der går.
Om temaet

Den franske hovedstad Paris blev fredag den 13. november 2015 ramt af en række blodige terrorangreb.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her