Trump udfordrer de tætte bånd over Atlanten
Ved at åbne en handelskrig mod EU, Canada og Mexico behandler den amerikanske præsident allierede som fjender.
BRUXELLES/WASHINGTON — USA’s præsident sætter det historisk tætte forhold mellem USA og Europa under alvorligt pres, og Europa har svært ved at svare igen.
Det vurderer eksperter og diplomater, efter at Donald Trump torsdag åbnede en handelskrig mod EU med en told på stål og aluminium. Det sker efter et år, hvor Trump har forladt Paris-klimaaftalen, der skal bremse den globale opvarmning, og sagt farvel til aftalen, der skal bremse Irans atomvåbenprogram.
»Han har brudt med Europa på handel, klima og Iran, hvilket kan få store konsekvenser for stabiliteten i Mellemøsten. Resultatet er en alvorlig svækkelse af vores forhold. Den globale situation gør, at båndet over Atlanten burde styrkes. Men det er ikke, hvad der sker,« siger Ian Lesser fra tænketanken German Marshall Fund, der har til formål at styrke USA-Europa-forholdet.
I handelskrigen svarer EU igen med told på amerikanske produkter som bourbon, peanutbutter og kanoer. Det vil Washington gengælde, muligvis med ny told på europæiske biler.
En optrapning af krigen er præcis, hvad EU søger at undgå. Derfor bliver det svært at finde det rigtige modsvar, siger André Sapir fra tænketanken Bruegel.
»I Europa mener man, at en handelskrig skader alles økonomi. Omvendt er der grænser for, hvor meget EU’s regeringschefer politisk kan holde til at blive kørt over af Trump, og hvor meget de vil finde sig i. De er nødt til at reagere. Men de kan også blive nødt til at forhandle om bedre handelsvilkår for USA. På den måde har Trump udspillet EU, fordi han agerer så uforudsigeligt,« siger Sapir.
I magtkampen er Europa også klemt af, at regionens sikkerhed afhænger af USA.
»Vi kan ikke bare vende USA ryggen. Og Trump kobler alting sammen. For ham er det rimeligt at stille alle mulige krav, når han skal betale for vores sikkerhed. Sådan hænger det jo ikke sammen for os,« siger en europæisk diplomat.
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) understreger, at USA er »den sikkerhedspolitiske garanti for os alle sammen i Europa.«
»Man kan godt skille det ad. På det militære område viser amerikanerne, at de stadigvæk vil bruge milliarder af kroner på Europa. Så er der så de andre ting, der forstyrrer freden,« siger Hjort.
I USA møder Trump voldsom kritik også fra egne rækker. Ledende republikanere anklager præsidenten for at sabotere amerikansk udenrigspolitik ved at behandle allierede som fjender, og de frygter på linje med det konservative handelskammer, at protektionisme vil skade det økonomiske opsving.