Fortsæt til indhold
Europa

Belgiens premierminister har offentliggjort identiteten på Liège-gerningsmanden: Han var på udgang fra fængslet

Gerningsmanden var kendt af myndighederne og figurerede på en liste over radikaliserede personer.

En bevæbnet mand skød og dræbte tirsdag formiddag to kvindelige politibetjente og en ung forbipasserende mand i den belgiske by Liège.

Efterfølgende barrikaderede han sig på en skole og tog en rengøringsdame som gidsel. Han nåede at såre endnu fire politifolk, inden han selv blev skudt og dræbt af politiet.

Tirsdag aften har Belgiens premierminister, Charles Michel, offentliggjort navnet på den nu afdøde gerningsmand. Der er tale om den 36-årige belgiskfødte Benjamin Herman, der allerede var kendt af politiet, fordi han tidligere har begået både overfald og røveri. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Benjamin Herman var på to-dages udgang fra fængslet, men det er endnu uvist, hvad han sad inde for. Han figurerede ifølge premiereministeren som en bifigur på en liste over radikaliserede personer, og selvom han ikke var på politiets antiterrorliste, så understreger den offentlige anklagemyndighed i Belgien, at angrebet efterforskes som en terrorhandling.

Christian Beaupere, der er politichef i den belgiske by Liège, mener, at gerningsmanden havde til hensigt at ramme politiet.

»Han ville skade politibetjente, det vil sige at skade institutionen og den belgiske stat,« siger Beaupere ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Gerningsmanden angreb de to politibetjente bagfra med en kniv og stjal deres våben, som han bagefter skød dem med og brugte under skududvekslingen med politet. Den efterfølgende gidselsituation varede ca. en halv time, hvorefter Benjamin Herman blev dræbt.

Det er ikke første gang, at industribyen Liège, der ligger tæt på den tyske grænse i en fransktalende region, bliver ramt af et skudangreb. I 2011 skød og dræbte en bevæbnet mand fire personer og sårede 100, inden han skød sig selv.

Der har været forhøjet alarmberedskab i Belgien, siden belgiske jihadister med tilknytning til Islamisk Stat var involveret i et angreb i Paris i 2015, hvor 130 personer blev dræbt.

Terrortrusselsniveauet blev desuden hævet endnu engang, da selvmordsbombere i 2016 dræbte 32 mennesker i hovedstaden Bruxelles.