Fortsæt til indhold
Europa

Engelsk kvinde idømt livstid for syreangreb på ekskæreste

Antallet af syreangreb i Storbritannien har været stigende de seneste fem år.

En engelsk kvinde ved navn Berlinah Wallace er ved en domstol i Bristol i England blevet idømt livstid i fængsel for at angribe sin ekskæreste med svovlsyre.

Det skriver The Guardian.

Kvinden kastede den ætsende syre på ekskæresten Mark van Dongen i et raserianfald, da hun fandt ud af, at han var begyndt at se en anden kvinde. I retten blev angrebet beskrevet af dommeren som "sadistisk og ondt".

Mark van Dongen, der oprindeligt kom fra Holland, måtte efter angrebet tilbringe mere end et år på et hospital i Bristol grundet de ekstremt voldsomme skader, som hans ekskæreste havde påført ham. Hans familie og venner hyrede herefter et privat ambulancefly for at fragte ham til Belgien, hvor han ansøgte om aktiv dødshjælp.

Wallace var også tiltalt for mord på Mark van Dongen, men hun blev her frikendt, da forsvaret argumenterede for, at hun ikke direkte kunne være skyld i hans død.

Brugen af ætsende substanser som våben er en flere hundrede år gammel teknik. Selvom antallet af tilfælde er relativt lavt, er vi bekymrede over, at de i stigende grad bruges som våben.
Dokument fra Storbritanniens Home Office

Syreangreb er ikke et nyt fænomen i England. I 2017 rapportede The Independent, at England er et af de lande, der har det højeste antal syreangreb per indbygger. Over de seneste fem år er der blevet rapporteret over 1.500 angreb i London alene.

To personer er døde som direkte følge af syreangreb, mens størstedelen bliver efterladt med stærkt invaliderende eller livsændrende skader. I det første halve år af 2017 blev der anmeldt lige så mange syreangreb, som der var i hele 2016.

Det vurderes, at der på engelske hospitaler bliver behandlet betydeligt flere syreangreb, end der bliver anmeldt. Det skyldes ifølge britiske myndigheder, at en stor del af angrebene foregår i hjemmet eller er banderelaterede og folk derfor er bange for at stå frem af frygt for deres egen sikkerhed.

Regeringen er ved at indføre en lov, der skal gøre det sværere at købe substanser, der kan bruges til at udføre syreangreb. Et forslag herunder er, at at det skal være umuligt for personer under 18 år at købe ætsende væsker.

Det skal herunder også være strafbart at have ætsende væsker på sig, uden at have en god eller lovmæssig grund. Det britiske politi vil ligeledes få særlig træning i håndtering af syre og gives redskaber til at behandle ofre hurtigt.