Tysk asylskandale vokser: Nu skal 18.000 asylafgørelser efterprøves
Hvad vidste indenrigsministeren hvornår? Det er blevet et af de store spørgsmål i asylskandalen.
Langt fra alt er sket efter bogen i Bremen. Så meget står klart.
Men hvad der egentlig er sket, er straks mere mudret.
Kort fortalt er en tidligere chef for asyl- og indvandringskontoret Bremen sammen med tre advokater og bl.a. en tolk under mistanke for korruption og fusk i forbindelse med mindst 1.200 asylsager fra 2013 til 2016.
En af dem, som nød godt af snyderiet, fortæller til Der Spiegel, at han betalte en advokat 1.000 euro i kontanter og fik asyl i Bremen nogle måneder senere.
Forleden stod direktøren for Bamf, Jutta Cordt, så frem og fortalte om resultatet af en intern undersøgelse af 4.586 asylsager med positivt udfald, som de mistænke advokater har været involveret i.
1.500 af sagerne stammede fra Bremen, og heraf var der begået så grove fejl i 40 pct. af dem, at man formentlig må trække asyltilladelserne tilbage. Nu skal alle 18.000 asyltilladelser givet i Bremen fra 2000 og frem så undersøges.
Samtidig er spørgsmålet, hvem der vidste hvad, og ikke mindst hvornår de vidste det.
Jutta Cordt blev først ansat i begyndelsen af 2017, men den mistænkte kontorchef fra Bremen blev flyttet til en anden stilling i 2016, fordi man opdagede, at alt ikke gik efter bogen, og der blev indledt en disciplinærsag imod hende.
Den blev ifølge Der Spiegel afsluttet i marts 2017, men i oktober samme år blev man på ny gjort opmærksom på mulige falske asylbeviser, der bar kvindens underskrift. Ifølge Jutta Cordt indledte man samme måned den interne undersøgelse, der blev afsluttet i for knap to uger siden.
Indenrigsminister Horst Seehofer (CSU) har gjort det klart, at sagen vil få konsekvenser, og onsdag lød det fra indenrigsministeriet, at asylkontoret i Bremen indtil videre har fået inddraget sin tilladelse til at afgøre asylsager.
»Tilliden til asylbehandlingens kvalitet og til integriteten hos modtagecentralen i Bremen er blevet voldsomt rystet,« udtaler Seehofer i en pressemeddelelse og tilføjer, at man vil indføre tiltag, der skal sikre kvaliteten i sagsbehandlingen.
Det indebærer også flere ansatte.
Partierne Alternative für Deutschland (AfD) og det liberale FDP kræver, at man igangsætter en parlamentarisk undersøgelse af sagen, men indtil videre mangler de tilstrækkelig opbakning. Den kan dog komme fra De Grønne, hvis ikke de er tilfredse med svarene efter næste uge, hvor Seehofer deltager i et ekstraordinært møde med indenrigsudvalget.
Ministeren fastholder, at han ikke kendte til sagen før den 19. april i år. Men Josefa Schmid, som afløste den korruptionsmistænkte leder i januar i år, siger, at hun kontaktede ministeriet den 14. marts for at få et møde med den nytiltrådte minister og forklare ham, at der efter hendes mening var uoverensstemmelser i 3.332 sager.
Schmid havde allerede i februar gjort Bamf opmærksom på sine fund i et 99 sider langt brev, og hun forsøgte også senere at få kontakt til Seehofer via sms.
Den 4. april sendte hun sin rapport til Horst Seehofers statssekretær, Stephan Mayer, som angiveligt lovede, at han personligt ville tale med ministeren.
Mayer bekræfter, at han har modtaget rapporten og talt med Schmid, men afviser at have lovet hende noget. Ministeren siger, at han aldrig har modtaget nogen sms fra Schmid, der i øvrigt blev forflyttet kort efter at have sendt sin rapport til Mayer. Schmid mener, at forflytningen er politisk motiveret og har nu sagsøgt sin arbejdsgiver.
Sagen gøres ikke mindre speget af det faktum, at Schmid også er lokalpolitiker og stiller op for FDP ved landdagsvalget i Bayern til efteråret. Men hun afviser, at der ligger et politisk motiv bag hendes ageren.
Samtidig er man nu også ved at undersøge andre asylkontorer for uoverensstemmelser. Der er dog indtil videre ikke noget, der tyder på, at man her bevidst har manipuleret med asylbeviserne, som det er tilfældet i Bremen.