Over 100 asylansøgere omringede politiet og forhindrede udvisning i Tyskland
Det begyndte med tumult og trusler og endte i en enorm politiaktion, da en stor gruppe asylansøgere omringede to politibiler.
Politiet mistede helt kontrollen med situationen, da mindst 150 afrikanske asylansøgere – måske helt op til 200 – skabte tumult ved et modtagecenter ved Ellwangen i den sydtyske delstat Baden-Württemberg natten til mandag.
To politipatruljer var mødt op på stedet for at afhente en 23-årig afvist asylansøger fra Togo, der skulle udvises, da den store gruppe beboere valgte at sætte sig imod og omringe politibilerne.
Med de bare næver slog og bankede de på den ene bil og krævede højlydt, at betjentene lod den unge mand gå, beretter tyske medier som Bild og Frankfurter Allgemeine.
Til sidste fik de deres vilje; betjentene løsnede mandens håndjern og løslod ham.
»De var så aggressive og kom med stadig mere tydelige trusler, så vi var nødt til at efterlade manden og trække os tilbage til modtagecentrets vagtstue,« siger en af de tilstedeværende betjente ifølge FAZ.net.
I første omgang kunne ingen kolleger komme til undsætning, da forstærkninger var for langt væk til at nå frem i tide.
Det blev der dog lavet om på fra morgenstunden torsdag, da at massivt politiopbud bestående af flere end hundrede køretøjer og et par hundrede betjente – heraf flere iført masker, hjelme og kampuniformer – gik i aktion. Rum for rum blev modtagecentret gennemgået, og tilbageholdte blev ført ud i ventende busser. Da razziaen var overstået omkring middag, var i alt 27 personer anholdt.
Herunder også den 23-årige togoleser.
20 af personene kan formentlig se frem til straffesager, skriver avisen Die Welt.
Tre betjente meldes lettere skadede under stormen, mens flere asylansøgere blev såret, da de sprang ud af vinduer.
Hele sagen har medført skarpe reaktioner i Tyskland, hvor sagen har fået stor medieomtale ikke mindst på grund af ydmygelsen af de oprindelige betjente.
Indenrigsminister Horst Seehofer har beskrevet deres tvungne tilbagetrækning som et »slag i ansigtet på den retsskafne del af befolkningen« og varslet konskvenser over for afviste asylansøgere.