Fortsæt til indhold
Europa

Sverige forbereder sin befolkning på et angreb fra Rusland

Den svenske befolkning rådes til at have forsyninger til en uge.

Konklusionen i en rapport fra Försvarsberedningen om det svenske totalforsvar er klar: Et væbnet angreb fra Rusland imod Sverige kan ikke udelukkes. Det skriver Politiken.

Försvarsberedningen er en kommission bestående af fremtrædende medlemmer af alle Riksdagens partier, forsvaret samt en række ministre.

»Vi forestiller os ikke en stor invasion, som retter sig mod hele Centraleuropa eller Nordeuropa for – eksempelvis – at nå Atlanterhavskysten, men det, som man kan tænke sig, er begrænsede krigsoperationer mod dele af Sverige«, siger den tidligere svenske forsvarsminister Björn von Sydow (S), som er formand for Försvarsberedningen til Politiken.

Konklusionen er blevet til på baggrund af Ruslands ageren på Krim og i den østlige del af Ukraine.

Rapporten anbefaler, at det svenske forsvar skal være i stand til at kunne klare en krigssituation i mindst tre måneder.

Försvarsberedningen anbefaler også, at svenskerne sørger for, at de har de nødvendige forsyninger til at kunne klare sig i syv dage, som er den tid, det svenske forsvar skal bruge til at mobilisere sig.

Ydermere anbefaler rapporten også, at man bruger over 300 millioner svenske kroner på at udbedre de eksisterende svenske beskyttelsesrum.

Overfor Politiken erklærer forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen sig enig i den svenske rapports konklusioner, men påpeger, at Sverige står i en hel anden situation end Danmark, da svenskerne ikke er med i Nato.

Forsvarets efterretningstjeneste vurderer ikke, at der på nuværende tidspunkt er nogen risiko for en militær invasion fra Rusland i Danmark.

Tilbage i september foretog det svenske forsvar landets største militærøvelse siden begyndelsen af 1990'erne.

Det skete, da op mod 20.000 soldater fra Sverige og en række Nato-lande drog i "krig" både til lands, til vands og i luften.

Ifølge det svenske forsvar var missionen at "bygge et stærkere forsvar og øge den generelle evne til at stå imod et angreb på Sverige".

Lektor ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, vurderede tilbage september, at øvelsen var signal til russerne, at Sverige er i stand til at forsvare sig selv.