Fortsæt til indhold
Europa

Overblik: Lægemiddelagenturs hjemby afgøres mandag

Danmark vil huse EU's Lægemiddelagentur, når det skal flytte fra London. Se her, hvordan placeringen afgøres.

/ritzau/

Før Storbritannien forlader EU, skal der findes nye beliggenheder til de to europæiske agenturer, der i dag ligger i London.

Det er Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, EBA, og Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA.

Sidstnævnte har Danmark lagt billet ind på. Det samme har en lang række andre europæiske lande.

Her følger en oversigt over kriterierne for at kunne huse agenturet - og processen for, hvordan beliggenheden afgøres:

Mandag skal EU-landene stemme om placeringen af de to agenturer. Det foregår via den såkaldte Melodi Grand Prix-model:

* Hvert land har seks point, som skal fordeles til tre lande med henholdsvis tre, to og et point.

* Får et land (mod forventning) tre point fra 14 lande, er sagen afgjort.

* Ellers vil de tre lande med flest point gå videre til anden runde. Her kan hvert land kun afgive et enkelt point. Opbakning fra 14 lande vil afgøre placeringen.

* Sker det ikke, vil de to lande med flest point gå videre til tredje runde. Hvis de to lande får lige mange point her, vil EU-formandskabet trække lod. Landene binder sig til at acceptere udfaldet af afstemningen.

EU har opstillet seks kriterier til den nye hjemby:

* Der må ikke være forsinkelser, så en fungerende bygning skal stå klar.

* Infrastrukturen skal være i orden, herunder en lufthavn med hyppige afgange til de øvrige hovedstæder i EU.

* Adgang til international skolegang for de ansattes børn.

* Adgang til et godt velfærdssystem for de ansatte og deres familier.

* Flytningen skal sikre kontinuitet, herunder mulighed for at rekruttere fra et fagligt miljø, hvis nuværende ansatte ikke flytter med.

* Der tages hensyn til, at EU's agenturer spredes i hele unionen.

Kilde: Det Europæiske Råd

Artiklens emner
EMA