Fortsæt til indhold
International

Har Isil dræbt manden, der dødsdømte Saddam Hussein?

Chefdommer rygtes kidnappet og dræbt af Isil som hævn for eneherskerens henrettelse.

Los Angeles

Flere arabiske medier skriver, at den dommer, der i sin tid dømte Iraks diktator Saddam Hussein til døden, nu selv er blevet myrdet.

Det forlyder, at Raouf Abdul Rahman i sidste uge blev kidnappet – og efterfølgende myrdet - af oprørsgruppen Isil, der over de seneste uger indledt en større offensiv i Irak og taget kontrol med flere strategisk vigtige områder og byer.

Den 69-årige chefdommers død er dog endnu ikke blevet bekræftet af de irakiske myndigheder. Embedsmænd afviser dog ikke meldingen om, at han blev kidnappet i sidste uge.

Sparsomme oplysninger

Troværdige oplysninger om den aktuelle situation i Irak er sparsomme, men det jordanske parlamentsmedlem Khalil Attieh siger ifølge den egyptiske avis Al-Mesyroon, at Rahman blev taget til fange og straks dømt til døden af oprørsgruppen.

”Irakiske oprørere arresterede ham og dømte ham til døden som gengældelse for drabet på martyren Saddam Hussein,” siger han.

Den tidligere Saddam-tro FN-ambassadør Izzat Ibrahim al-Douri skriver ligeledes på sin Facebook-side, at oprørere har haft held med at fange dommeren.

Al-Douri er siden Saddam Husseins død blevet en af nøglefigurerne blandt sunnimuslimske militante i Irak.

"Jeg forbander dig"

Målet for Islamisk Stat i Irak og Levanten, Isil, er oprettelsen af et kalifat, altså en religiøs stat, som skal udbrede den fundamentale, sunnimuslimske udgave af islam, som Isil går ind for.

En af de mange fjender er shiamuslimerne, som Isil efter alt at dømme målrettet går efter at fjerne.

Det var chefdommer Raouf Abdel-Rahman, der i 2011 udtalte sætningen, som alle pårørende til ofre havde ventet på siden tilfangetagelsen af den irakiske enehersker.

”Retten har besluttet at dømme Saddam Hussein al-Majid til at blive hængt, indtil han er død, for forbrydelser mod menneskeheden.”

”Jeg forbander dig. Du er en agent. Du er et talerør for okkupanterne og imperialisterne,” råbte Saddam Hussein, som selv var sunnimuslim, blandt andet tilbage, da chefdommeren fortsatte sin oplæsning.

Hastigt eksekveret henrettelse

Rahman, som stammer fra den kurdiske by Halabja, tog i 2006 over halvvejs inde i retssagen mod Hussein.

Det skete, fordi den tidligere dommer Rizgar Amin blev kritiseret for at være for eftergivende overfor Saddam Hussein og hans støtter.

Den hastigt eksekverede henrettelse af Saddam Hussein skabte alvorlige pr-problemer for den amerikanske regering samtidig med, at offentliggørelsen af en privat videooptagelse gav den blodige sekteriske vold i Irak ny næring.

Video skabte postyr

Sunnimuslimerne var ikke kun vrede over, at henrettelsen blev eksekveret blot fire dage efter, at appeldomstolen havde bekræftet kendelsen afsagt den 5. november. De reagerede i lige så høj grad mod dens uværdige forløb.

I en lækket video hånede bødlerne eksempelvis Saddam ved at hylde den religiøse shialeder og leder af Mahdi-militsen mullah Moqtada al-Sadr ved taktfast at råbe hans navn.

Der var også billeder af vidnerne, mens de dansede omkring liget.

På fremmarch

Irak har i forbindelse med Isils fremmarch bedt USA om at gennemføre luftangreb mod de fremrykkende oprørere, som nærmer sig Bagdad.

Præsident Barack Obama sagde forleden i en tv-transmitteret tale, at USA er klar til at udføre målrettede angreb, hvis det bliver nødvendigt.

I første omgang vil man dog nøjes med et tilbud om at sende op mod 300 militære rådgivere til hovedstaden Baghdad og udruste de irakiske sikkerhedsstyrker med ekstra militært udstyr.

Læs også