Obama sætter betingelser for luftangreb i Irak
Obama afsluttede krigen i Irak. Nu presses han tilbage for ikke at tabe alt på gulvet.
WASHINGTON
Præsident Obama tilbyder at hjælpe regeringen i Bagdad med at bremse ekstremistiske islamisters fremmarch, men på den klare betingelse, at Iraks shiamuslimske premierminister, Nouri al-Maliki, forinden fremlægger en plan, der kan samle landets stridende religiøse fraktioner.
En beslutning om evt. amerikanske luftangreb mod krigerne i oprørshæren Isil vil derfor først blive truffet i løbet af nogle dage, hvis situationen kræver det, og hvis al-Maliki leverer en farbar politisk vej ud af krisen. Regeringschefen er under kraftig kritik i USA for at have banet vejen for en sekterisk borgerkrig ved aktivt at udelukke og forfølge Iraks mindretal af sunnimuslimer i stedet for at samle nationen.
På et kort pressemøde i Washington udelukkede Obama at sende landtropper tilbage til Irak, og han garanterede, at USA ikke vil lade sig trække ind i en ny krig i Irak. Men han erkendte, at den nuværende situation er til fare for den irakiske befolkning, og at den også kan blive en trussel mod USA og dets interesser.
I lyset af den voldsomme udvikling i Irak samlede Obama både torsdag og fredag sine nationale sikkerhedsrådgivere for at undersøge de militære muligheder.
Et nyt amerikanske militærengagement i Irak vil være en kovending for præsidenten, der i 2008 blev valgt på at stoppe det, som han kaldte en dum krig.
I slutningen af 2011 trak han de resterende amerikanske tropper ud og erklærede, at USA forlod et suverænt Irak i stand til at klare sig selv.
Al-Maliki forhindrede dog, at USA fik lov til at beholde en reservestyrke i Irak, der kunne have bremset ekstremisterne.
Omkring 4.400 amerikanske soldater døde i den næsten ni år lange krig i Irak, og Obama står i et dilemma. Hvis den amerikansk trænede og udstyrede irakiske hær fortsætter med at kollapse, og Irak synker ned i et nyt kaos, vil det efterlade det indtryk, at soldaterne døde forgæves.
Sov Obama i timen?
Republikanske politikere har øget presset på præsidenten for at træffe en hurtig beslutning. Formanden for Repræsentanternes Hus, John Boehner, fastslog, at problemerne i Irak har været undervejs længe, men at Obama valgte »at tage sig en lur« frem for at løse dem.
Senator John McCain betegnede den totale tilbagetrækning fra Irak i 2011 som en kolossal fejl og opfordrede præsidenten til at fyre hele sit nationale sikkerhedsråd.
I Bagdad evakuerede USA fredag amerikanske militærinstruktører fra en base i udkanten af byen, og også nogle civile kontraktansatte blev fløjet ud.
Flere tusinde amerikanere bor stadig i Irak, flertallet ansat på kontrakt af den amerikanske ambassade i Bagdad for bl.a. at træne irakere i at anvende amerikanske kampfly og overvågningsdroner. Ambassaden fungerer stadig normalt.
Irak har købt amerikanske F16-kampfly og Apache-helikoptere, og leverancerne af dem vil nu blive fremskyndet. Men de vil næppe komme tidligt nok til at blive sat ind i den nuværende krise.
Et hemmeligt overvågningsprogram med droner i Irak har vist sig at være ret værdiløst i den nuværende situation. USA har nu dirigeret et hangarskib til regionen, hvorfra fly kan overvåge situationen.