Myndigheder afviser, at terroranholdelser har relation til forsvundet fly
Malaysiske myndigheder kritiserer britisk medie og afviser, at terroranholdelserne handler om det forsvundet fly, Flight MH370.
Malaysisk politi går nu ud og maner rygterne til jorden.
Ifølge det britiske medie Daily Mail, blev 11 personer med Al-Qaeda-forbindelser anholdt i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, sigtet for at stå bag det mystiske flystyrt for to måneder siden.
Historien blev citeret i andre medier - deriblandt også på Jyllands-Posten.dk.
”Det er sludder”
De malaysiske myndigheder bekræfter, at der er anholdt 11 personer med tråde til Al-Qaeda, men afviser, at det har noget at gøre med det forsvundne passagerfly.
”Det er sludder! Det har intet med flyet at gøre,” siger ledende politiinspektør Tan Sri Khalid Abu Bakar til det malaysiske nyhedsmedie The Star.
Han forklarer, at anholdelserne er en del af en større efterforskning, hvor de 11 personer er tiltalt for at rekruttere hellige krigere til Syrien.
Mysteriet fortsætter
Det efterhånden mest omtalte fly i nyere tid, Flight MH370, bortkom den 8. marts med sine 239 passagerer ombord.
På trods af en massiv eftersøgning er flyet aldrig fundet.