Spionchef fik slettet ømtålelig drone-klausul
USA’s præsident behøver alligevel ikke oplyse, hvor mange der hvert år dræbes ved droneangreb.
Los Angeles
Det amerikanske Senat har i al stilhed sløjfet en bestemmelse i en efterretningslov, som ellers pålagde præsident Barack Obama at oplyse, hvor mange mennesker, der årligt dræbes eller såres i målrettede amerikanske droneangreb.
Manøvren, som omtales af New York Times, vækker opsigt, fordi Obama i 2013 i en tv-transmitteret status over krigen mod international terrorisme udstak nye retningslinjer for brugen af væbnede droner.
Præsidenten havde længe været i skudlinjen for at dræbe amerikanske terrorister på hemmelige dødslister.
Et enkelt tal og ikke mere
Nu varslede han mere åbenhed og bekendtgjorde blandt andet, at der ved fremtidige droneangreb skulle være tale om menneskelige mål, der udgør "en overhængende trussel" mod amerikanere, og at angreb kun skulle anvendes, hvis en mistænkt ikke kan pågribes eller stoppes på anden måde.
Samme år erklærede han endvidere den nuværende regering for ”den mest transparente i USA’s historie.”
Klausulen om antallet af droneangreb og dødsfald blev sidste år godkendt af Senatets Intelligence Commitee, som ledes af demokraten Dianne Feinstein fra Californien. Dermed betragtede mange iagttagere bestemmelsens vedtagelse for en formalitet.
I passagen var der nemlig ingen krav om uddybende detaljer vedrørende lande, nationalitet, identifikation af de dræbte eller nærmere oplysninger om de enkelte operationer. Det drejede sig udelukkende om et tal.
Bestemmelse forsvandt
Godt et år efter Obamas tale er passagen imidlertid gledet ud af lovgivningen uden debat, skriver New York Times.
Dianne Feinstein, Obamas partifælle, var en af dem, der pludselige skiftede mening, og det skete angiveligt efter pres fra Barack Obamas overordnede efterretningschef, James Clapper.
Ifølge New York Times har Clapper nemlig i et brev til flere Senatsmedlemmer advaret om, at et offentligt dødstal vil belaste USA's militære aktioner.
Efterretningstjenesterne krævede derfor, at bestemmelsen skulle fjernes, og de fik deres vilje i det, der ifølge kritikere ligner en politisk studehandel i kulissen, så man undgik en større debat i Senatet.
Kritikken genopblusser
James Clapper har i stedet lovet, at man fra efterretningstjenesternes side vil undersøge, hvordan man på bedst muligt kan give den amerikanske befolkning bedre information vedrørende relevant amerikansk magtanvendelse.
Manøvren møder dog skrap kritik af blandt andre menneskeretsorganisationen Amnesty International.
”Kongressens opgave er at føre tilsyn med regeringen, og dette handler om liv og død. En basal rapport om antallet af dræbte mennesker burde ikke være for meget at forlange,” siger Stephen W. Hawkins, chef for Amnesty International i USA.