Fortsæt til indhold
International

FN-chef om kemi-angreb: Forbrydelse mod menneskeheden

Det vil være en forbrydelse mod menneskeheden, hvis Bashar al-Assads tropper har anvendt kemiske våben.

Ritzau

Viser det sig sandt, at Syriens regeringshær har anvendt giftgasser i kampen mod oprørerne i landet, så vil det være "en forbrydelse mod menneskeheden," lyder det fra FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

- Enhver anvendelse af kemiske våben, uanset hvor det sker, og hvem der bruger dem, vil være et brud på international lov. Sådan en forbrydelse mod menneskeheden bør resultere i alvorlige konsekvenser for gerningsmændene, siger Ban Ki-moon.

Læs også

Generalsekretæren beskriver de påståede giftgasangreb i forstæder til Damaskus som "meget alarmerende og chokerende", og han opfordrer Syriens styre til straks at give adgang til FN's inspektører i landet, så de kan undersøge påstanden.

Ingen tid at spilde

Aktivistgrupper på den syriske oppositions side har udsendt adskillige videoer med rækker af døde børn i ligklæder og børn, der ser ud til at være døende og ligblege.

Generalsekretæren slår fast, at "der ingen tid er at spilde" i forhold til at få undersøgt sagen.

Angrebet fandt sted tidligt onsdag, og aktivistgrupper og Syriens Nationale Koalition har opgivet dødstallet til adskillige hundrede, helt op til 1300.

Læs også

Torsdag meddelte grupperne, at man havde fundet flere kvarterer med døde fra giftgasangrebet.

Læs også