Fortsæt til indhold
International

Forsvarschef: Vi kan knuse Syriens luftvåben

Amerikansk topgeneral forklarer i et brev, hvordan magtbalancen kan tippe i blodig borgerkrig.

Los Angeles

Godt 100.000 mennesker har mistet livet i den syriske borgerkrig, som samtidig har genereret den største flygtningestrøm siden borgerkrigen i Rwanda i 1994.

Trods påstande om brug af dødelig gasangreb fra regimets side, vægrer USA sig fortsat ved forslagene om, at amerikanske styrker skal invadere det uroplagede land for at løse konflikten.

Læs også

Luftvåben kan udslettes

USA kan dog relativt nemt tippe magtbalancen i det krigshærgede land, lyder meldingen fra den øverstbefalende for det amerikanske militær, general Martin Dempsey:

”Vi kan ødelægge det syriske luftvåben. Tabet af Assads luftvåben vil ophæve hans mulighed for at angribe oppositionsstyrkerne fra luften, men det vil også potentielt involvere USA yderligere i konflikten,” lyder meldingen fra forsvarschefen i et brev dateret den 19. august til Kongressen i Washington.

Generalen lader forstå, at en sådan indsats ”vil binde USA til konflikten”. Det vil være problematisk, fordi USA trods sin militære styrke ikke umiddelbart kan løse de underliggende konflikter.

”Brugen af amerikansk militærstyrke kan forandre den militære magtbalance, men den kan ikke forandre de underliggende og historiske etniske, religiøse stammekonflikter, som driver denne konflikt,” hedder det videre i brevet.

Mange parter

Dempsey kalder krigen i Syrien for ”tragisk og kompleks” og tilføjer, at det ”ikke handler om at vælge mellem to parter, men i stedet om at vælge mellem mange parter.”

Indholdet af brevet er nået ud til offentligheden samme dag, hvor FN’s Sikkerhedsråd samles til et hastemøde for at drøfte påstandene om et dødeligt syrisk gasangreb.

Hvis forlydenderne kan bekræftes, kan det være et af verdens værste angreb med kemiske våben i årtier, oplyser diplomater.

Martin Dempsey har tidligere løftet sløret for fem scenarier og muligheder for amerikansk indgriben i Syrien-konflikten. Fælles for alle løsningsforslag er dog, at de på ingen måde er billige.

Amerikansk bekymring

Det Hvide Hus, som løbende opdateres med militære muligheder af Pentagon, erklærede i juni, at man er villig til at tilbyde militær hjælp til visse grupper af syriske oprørere.

Meldingen kom efter at Washington i to år har tøvet med at støtte oppositionen i Syrien direkte med våben.

Både republikanere og demokrater i efterretningsudvalget i Repræsentanters Hus har dog udtrykt bekymring for, at amerikanske våben vil falde i hænderne på militante islamister i Syrien herunder al-Nusra-fronten.

Læs også