Fortsæt til indhold
International

Afsat præsident sidder i husarrest

Egypten bevæger sig mod en uvis fremtid med frygt for vold i gaderne efter aftenens militærkup.

Los Angeles

Myndighederne tilbageholder Egyptens afsatte præsident, Muhammed Mursis, efter landets opsigtsvækkende magtskifte i aftes.

Imens følger verdenssamfundet den dramatiske politiske udvikling tæt og med en begrundet frygt for opblussende vold og optøjer.

Glade egyptere dansede og sang på Tahrirpladsen i Kairo efter nyheden om præsident Mursis fald.

Mursi, som var Egyptens første demokratisk valgte præsident, tabte i aftes magtspillet til militæret og de mange demonstranter på Tahrirpladsen i Kairo, og sidder nu i husarrest i forsvarsministeriet sammen med sine nærmeste medarbejdere.

Det oplyser Egyptens militær ifølge nyhedsbureauet AFP.

Overført fra hovedkvarter

Ekspræsidenten blev i første omgang kørt til militærets hovedkvarter i Kairo, men natten til torsdag blev han overført til forsvarsministeriet, hvor han er afskåret fra kontakt til omverdenen.

Blot to kilometer øst for Tahrirpladsen samledes titusindvis af Mursi-tilhængere. De var omringet af militær og politi og modtog aftenens besked om præsidentens fald med vrede og kampråb.

Oplysningerne bekræftes af ekspræsidentens politiske støtter i Det Muslimske Broderskab, som agiterer for en islamisk stat i Egypten.

”Mursi og hele hans præsidenthold sidder i husarrest,” siger Gehad El-Haddad til AFP.

El-Haddad oplyser endvidere, at hans far Essem El-Haddad, som betragtes som Mursis højre hånd, ligeledes tilbageholdes af militærmyndighederne.

Adskillige arrestordrer

Der er angiveligt udstedt arrestordrer på ca. 300 medlemmer af den islamistiske bevægelse, der oprettede Friheds- og Retfærdighedspartiet, som Muhammed Mursi i 2011 blev leder for.

Ved præsidentvalget året efter, det første efter Mubaraks fald i 2011, vandt Mursi valgets anden runde og blev dermed Egyptens første demokratisk valgte præsident.

Militærrådets general Abdel Fattah al-Sisi leverede beskeden om, at præsident Mursi var blevet fjernet fra sit embede.

Den demokratiske proces løb imidlertid af sporet, og den folkelige og politiske modstand voksede derfor hurtigt. Præsidenten er blandt andet blevet kritiseret for sin islamitiske linje.

Mursi, som fik et år og tre dage på præsidentposten, kæmpede stålsat for at bevare magten og oplyste så sent som i aftes på egyptisk tv, at han ikke ville bøje sig for militærets ultimatum om at indgå et politisk kompromis med oppositionen.

Teknokratregering tager over

Nu er den udskældte hovedperson erstattet af en højesteretsdommer, og indtil der udskrives valg, vil en teknokratregering lede landet, oplyser militæret.

”Hæren har hørt og fulgt folkets appel om at komme folket til undsætning efter et års forsøg på dialog med ledelsen. Det er blevet afvist af præsidenten. Derfor har vi i hæren taget vores opgave alvorligt for at sikre landets stabilitet,” lød beskeden fra militærrådets general Abdel Fattah al-Sisi på egyptisk tv.

Nyheden udløste naturligvis fest i gaderne omkring Kairos Tahrir-plads, men frygten for en regulær borgerkrig er fortsat til stede.

Kampe mellem Morsi-tilhængere og modstandere brød i løbet af onsdagen ud i flere egyptiske byer. På billedet overfaldes en oppositionstilhænger af vrede Mursi-støtter i byen Damietta i det nordlige Egypten.

Folkestemningen ligner unægtelig den, der var med til at fælde eksdiktator Hosni Mubarak i 2011, men afsættelsen ændrer ikke på, at Mursi fortsat har mange meningsfæller.

Mange frygter derfor, at Det Muslimske Broderskab og Mursis tilhængere vil reagere med vold efter militærets indgriben.

Voldelige kampe

Otte mennesker meldes eksempelvis dræbt i den nordlige by Marsa Matrouh, hvor endnu flere er kommet til skade.

I timerne efter magtskiftet angreb bevæbnede Mursi-tilhængere ifølge AFP sikkerhedsstyrkernes hovedkvarter i byen, og to medlemmer af sikkerhedsstyrkerne er angiveligt blandt de dræbte.

Den afsatte præsident Muhammed Mursi trodsede militæret ved ikke at bøje sig for et ultimatum om at indgå et politisk kompromis med oppositionen.

Der har også været uro i andre byer, og mindst 14 personer har mistet livet under sammenstød mellem tilhængere og modstandere af den afsatte præsident.

Natten før omkom mindst 17 egyptere i voldsomme skudvekslinger i det vestlige Kairo.

Titusindvis af Mursis tilhængere var hele dagen i går samlet i Kairo for at vise deres støtte til præsidenten.

Bevæbnet med stokke og skjolde og iklædt hjelme blev de dog omringet politiet og militæret, som har advaret om, at man vil slå hårdt ned på enhver voldelig handling.

USA og EU ser på med bekymring

Både USA og EU fordømmer volden i Egypten og understreger, at egypterne hurtigt må vælge en ny præsident.

”Vi er dybt bekymrede over beslutningen fra Egyptens væbnede styrker om at afsætte præsident Mursi og suspendere den egyptiske forfatning,” sagde USA’s præsident Barack Obama i nat.

Militærkuppet kan samtidig få konsekvenser for den amerikanske økonomiske bistand til Egypten, lyder advarslen fra Det Hvide Hus.

USA og EU undlader dog behændigt at omtale begivenheden i Egypten som et "militærkup".

Læs også