Sladrehank: Hongkong afgør min skæbne
Det er op til Hongkong at afgøre min skæbne, siger Edward Snowden i nyt interview.
Los Angeles
Den amerikanske spion-sladrehank Edward Snowden havde ikke givet livstegn fra sig siden mandag, da han forlod et fashionabelt hotel i Hong Kong, hvor han har opholdt sig siden den 20. maj.
Her havde han nemlig søgt tilflugt, da han stod frem i The Guardian som manden bag et historisk læk af et omdiskuteret amerikansk overvågningsprogram.
Selvom der endnu ikke er udstedt en arrestordre har lækagen, som handler om myndighedernes hemmelige overvågning af internetbrug og telefonopkald hos efterretningsorganisationen National Security Agency (NSA), efter alt at dømme gjort Snowden til USA’s mest eftersøgte mand.
"Hverken forræder eller helt"
Nu har Snowden imidlertid benyttet lejligheden til at udsende et nyt livstegn fra sit ukendte opholdssted.
”Jeg er hverken en forræder eller en helt. Jeg er en amerikaner,” siger han blandt andet i et friskt interview med den engelsksprogede kinesiske avis South China Morning Post.
”Folk, som mener, at jeg begik en fejl ved at vælge Hongkong som opholdssted, har misforstået mine intentioner. Jeg er ikke her for at gemme mig for retfærdigheden. Jeg er her for at afsløre kriminalitet,” tilføjer han.
"Hongkong afgør min skæbne"
I interviewet forklarer han endvidere, at han er parat til at kæmpe imod en udlevering til USA, men at han vil lade Hongkong afgøre hans videre skæbne.
”Det er min intention at bede retten og folket i Hongkong om at afgøre min skæbne. Jeg har ingen grund til at tvivle på jeres system,” lyder meldingen.
Flere lande har overvejet at give asyl til den tidligere CIA-medarbejder. Men meldingerne tyder altså på, at Edward Snowden overvejer at blive i Hongkong.
De fleste udleveres
Hongkong har et vestligt inspireret retssystem og et langt mere afslappet forhold til ytringsfriheden end resten af Kina.
En udlevering af Snowden til USA kan kun komme på tale, såfremt han anses for at have begået en forbrydelse, der også i Hong Kong ville have udløst en fængselsstraf.
USA og Hongkong har dog siden 1998 haft en udleveringsaftale og kun ganske få personer har haft held til at overbevise et andet land til at gå i brechen for dem.
Indirekte forespørgsel
Det nye livstegn og interview kan derfor også ses som en forespørgsel med en uformel anmodning til myndighederne om få lov til at blive i landet.
Edward Snowden har tidligere sagt, at han håber på at opnå asyl i Island, men chefen for immigrationsmyndighederne i landet fortæller, at man ingen forespørgsel har modtaget.