Fortsæt til indhold
International

Printet pistol møder politisk modstand

Politikere i flere amerikanske stater advarer imod "en ny trussel".

I lørdags blev en meget særligt pistol affyret i USA.

Bygget af plastikdele, printet ud på en 3D-printer, er det den første af sin slags i 3D-printer-industriens spæde begyndelse.

Læs også

Den specielle form for print er spået en stor fremtid, men har ikke mindst efterladt sig et utal af spørgsmål, der endnu ikke findes nogen svar på.

Ny pistol opdages ikke af metaldetektorer

For hvad sker der eksempelvis med ophavsret, når alle kan printe, hvad de vil? Hvordan vil markedet ændre sig, hvis folk begynder at printe de ting, der tidligere blev købt i supermarkeder, hårdehvidevarerforretninger og elektronikforretninger?

Læs også

Og ikke mindst, hvad sker der, når alle får adgang til farlige våben, som fx en pistol ved blot at downloade nogle tegninger og et klik på printknappen?

Uundgåelige tragedier

Udviklingen af den første fungerende 3D-printede pistol, har fået de amerikanske politikere til at indse de ekstremt mange og svære problematikker.

Allerede i tirsdags fremlagde den californiske senator Leland Yee et lovforslag, der vil forbyde, at 3D-våben bliver lavet uden for de fabrikker, hvor skydevåben normalt bliver produceret, skriver RT.com.

"Vi skal være proaktive i at finde løsninger på denne nye trussel frem for at vente på de uundgåelige tragedier, dette vil gøre muligt," sagde han ifølge nyhedsbureauet med henvisning til, at udbredelsen af 3D-printeren kan gøre det muligt for kriminelle og psykisk syge at få fingre i et dødbringende våben."

Lovene har aldrig overvejet scenariet

I Washington DC har byrådsmedlem Tommy Wells leveret et lignende forslag, som også er kopieret til New York.

"Digitale produktionsteknologier har en masse spændende potentiale til at gøre fremstillingen billigere og mere tilgængelig. Men i denne henseende har teknologien overhalet lovene. Et skydevåben bygget på computeren kan lyde som science fiction, men desværre er det virkelighed. Vores love har aldrig overvejet dette scenario," siger Wells ifølge RT.com.

Tegninger bliver offentliggjort

Våbnet er blevet udviklet af firmaet Defense Distributed, hvor texaneren Cody Wilson er chef.

"Jeg tror, der er mange, som ikke troede, at det kunne lade sig gøre," sagde han efter affyringen af våbnet ifølge BBC.

Firmaet bag pistolen planlægger at offentliggøre konstruktionstegningerne snarest.

Indtil kan man se våbnet blive affyret på firmaets hjemmeside.