Nordkoreansk missil "i affyringsposition"
Mens G8-landene drøfter Nordkorea, er militærregimet rykket et skridt nærmere missilaffyring.
Los Angeles
Det isolerede militærstyre i Pyongyang har angiveligt taget endnu et skridt i retning af en affyring af mindst et testmissil.
En nordkoreansk løfteraket er nemlig tilsyneladende gjort klar til affyring og står i ”oprejst affyringsposition".
Det rapporterer det japanske nyhedsbureau Kyodo, som ifølge CNN skriver, at den japanske regering er i ”højeste beredskab” i forhold til den forventede test-affyring af mindst et nordkoreansk mellemdistance-missil.
”Vi indsamler en bred vifte af informationer og fornemmer en stigende spænding,” siger Japans forsvarsminister Itsunori Onodera ifølge Kyodo.
Opdaterede satellitbilleder
Der er ifølge meldingerne tale om det ene af de to mobile Musudan-mellemdistancemissiler, som angiveligt er placeret på den nordkoreanske østkyst.
Sikkerhedspolitiske eksperter vurderer, at de fleste japanske og amerikanske efterretninger er baseret på opdaterede satellitbilleder, mens landene angiveligt ved meget lidt om, hvad Kim Jong Un og Nordkoreas militær helt præcis pønser på.
Musudan-missilerne, som blev vist under en militærparade i Nordkorea i oktober 2010, menes at have en rækkevidde på omkring 3.000 kilometer.
Japan har implementeret en række Patriot-missilbatterier ved hovedstaden Tokyo og er angiveligt beredte på at skyde det fremmede objekt ned, hvis det sendes ind over japansk luftrum.
G8-lande fordømmer planer
Admiral Samuel J. Locklear fra den amerikanske flåde har ved en kongreshøring oplyst, at amerikansk militær ikke vil forsøge at skyde nordkoreanske missiler ned, hvis de har retning mod åbent hav.
Men hvis missilerne med deres bane ser ud til at true en amerikansk allieret som eksempelvis Japan, så kan de eventuelt blive skudt ned med amerikanske interceptor-missiler, lyder meldingen.
Mens de militære spændinger var på deres højeste på den koreanske halvø, fordømte G8-landenes udenrigsministre torsdag på et møde i London i stærke vendinger Nordkoreas udvikling af atomvåben og missilteknologi.
Desuden opfordrede ministrene Nordkorea til at afstå fra yderligere provokerende handlinger.