Fortsæt til indhold
International

Våbenlobby bryder tavsheden efter massakre

Magtfuld våbenlobbygruppe vil hjælpe med at sikre, at en lignende katastrofe "aldrig sker igen".

Los Angeles

Først lukkede National Rifle Association (NRA) sin Facebook-side på grund af mange vrede brugerkommentarer efter skolemassakren i Newtown.

Senere tirsdag valgte den udskældte interesseorganisation imidlertid at kommentere sagen fra Sandy Hook Elementary School, hvor seks andre voksne og 20 skolebørn, der alle var seks eller syv år gamle, fredag blev skuddræbt.

Læs også

NRA, hvis primære opgave er at forsvare den forfatningssikrede ret til at bære og eje våben, har endvidere indkaldt til ”en stor pressekonference”, som skal finde sted på fredag i Washington D.C.

Klar med bidrag

Våbenlobbygruppen, som med over fire millioner medlemmer, er en af USA’s mest magtfulde, fordømmer i en pressemeddelelse på det kraftigste ”de frygtelige og meningsløse mord”:

”NRA består af fire millioner mødre og fædre, sønner og døtre – og vi er chokerede, bedrøvede og fortvivlede over nyheden om disse frygtelige og meningsløse mord i Newtown,” hedder det i den udsendte pressemeddelelse, som følges op med et løfte:

”NRA er parat til at tilbyde fornuftige bidrag, der skal sikre, at dette aldrig sker igen.”

Fornyet debat

Det fremgår endnu ikke, hvilke planer eller initiativer, der er i støbeskeen.

I overensstemmelse med organisationens tidligere praksis ved større skyderisager gik NRA i dagene efter Newtown-tragedien i flyverskjul. Men med det annoncerede pressemøde er der muligvis lagt op til et brud med traditionen.

Skolemassakren, hvor den 20-årige Adam Lanza blandt andet benyttede sin mors halvautomatiske riffel til at skyde 20 små børn, seks ansatte på skolen, sin mor og sig selv, har ført til en fornyet debat og krav om strengere våbenlove.

Fokus på angrebsvåben

En koalition af NRA-kritikere ønsker blandt andet at sætte en stopper for de ”militær-agtige” angrebsvåben, som er blevet brugt i Newtown og andre skudsager.

Der har været forlydender om, at præsident Barack Obama muligvis er parat til at underskrive et forslag om at forbyde semiautomatiske våben.

Men det reelt endnu uklart, hvilke dele af våbenloven præsidenten helt præcist ønsker at revidere.