Fortsæt til indhold
International

Pakistan vil stoppe grusom skik

Mænd, der vansirer kvinder, kan fremover straffes med 14 års fængsel og kæmpebøder.

"Jeg er glad for vedtagelsen af denne lov, men jeg vil først være tilfreds, når myndighederne kaster syre i ansigtet på min mand," sagde den 35-årige Azim Mai. Sidste år kastede hendes mand syre i ansigtet på hende, og det pakistanske parlament vedtog mandag en lov, der straffer sådan angreb hårdere. Foto:AP

Sidste år nægtede den 35-årige pakistanske kvinde Azim Mai at sælge sine børn.

Hendes mand insisterede ellers på, at de to drenge skulle sælges til brug som kameljockeyse. Men det ville kvinden ikke have.

Konsekvensen blev et vansiret ansigt for den 35-årige kvinde, der sammen med sin otteårige datter blev overhældt med syre af den stædige ægtefælle, skriver nyhedsbureauet AP.

Azim Mai kan ikke finde arbejde

I dag kan den 35-årige kvinde ikke få arbejde som husassistent, fordi potentielle arbejdsgivere ifølge hende selv ikke ønsker en, der ser ud, som hun gør.

Angrebet har ændret hendes liv, men fremover får det større konsekvenser for gerningsmændene at påføre kvinder den slags livsfarlige og invaliderende skader, som Azim Mai kæmper med.

Minimumsstraf på 14 år

Det pakistanske parlament vedrtog mandag en lov, der strammer straffene for syreangreb på kvinder.

Minimumsstraffen for et syreangreb bliver på 14 års fængsel, der kan udvides til livstid. Desuden skal overgrebsmændene betale en bøde på minimum 11.200 dollars, svarende til ca. 62.000 danske kroner.

I Pakistan var der i 2010 ifølge kvindebevægelsen The Aurat Foundation mindst 8.000 syreangreb, men tallet bygger på oplysninger i medierne, og dermed kan det reelle tal være endnu højere.

Organisation: En stor bedrift

Udover at straffe syreangreb mod kvinder hårdere gør den nye lov det også forbudt at løse stammestridigheder ved gifte kvinder væk. Herudover det også er blevet forbudt at gøre kvinder arveløse.

Hos kvindebevægelsen The Aurat Foundation vækker den nye lov tilfredshed.

”Det er en stor bedrift for kvinderne i Pakistan, civilsamfundet og de organisationer, der i mere end 30 år har arbejdet for at få love gennemført, der er venligt indstillet over for kvinder,” siger Nayyar Shabana Kiyani til AP.

Som del af kvindebevægelsen har hun arbejdet for at få gennemført loven, men hun understreger også, at vedtagelsen af loven ikke nødvendigvis betyder, at forholdene for de pakistanske kvinder ændrer sig over natten.

”Vi kan ikke få gode resultater, før lovene er blevet implementeret på græsrodsniveau,” siger Nayyar Shabana Kiyani.

Mai: Glad, men ikke tilfreds

Og tilbage hos den vansirede Azim Mai får den nye lov ikke den 35-årige kvinde til at se lysere på tilværelsen, selvom hun er glad for, at den er blevet vedtaget.

“Jeg har mistet mit job, mit ansigt, og jeg har måttet udstå hunger og fattigdom. Jeg er glad for vedtagelsen af denne lov, men jeg vil først være tilfreds, når myndighederne kaster syre i ansigtet på min mand,” siger hun til AP.

Og der kan ifølge kvindebevægelsen The Aurat Foundation godt gå lang tid, inden de reelle forhold kommer til at ændre sig, så der bliver færre som Azim Mai, der sidder tilbage med et ødelagt liv og ansigt.

”Det tager måske yderligere 10 eller 20 år at ændre befolkningens tænkemåde og folkestemningen. Det er en udfordring for både regeringen og civilsamfundet,” siger Nayyar Shabana Kiyani.