Australsk minister træder tilbage: Han var åbenbart også italiensk statsborger
Hans mor havde uden samtykke ansøgt om statsborgerskab til ham i 2007.
I Australien er det ikke tilladt at være minister, hvis du er statsborger i et andet land. Det har Matt Canavan lært på den hårde måde.
Indtil i går var Canavan, hvis mor er italiener, minister i den konservative regering ledet Malcolm Turnbull, men det er han ikke længere. Italiens konsulat i landet har nemlig bekræftet, at Canavan – til sin egen store overraskelse – også er italiensk statsborger.
»Jeg er ikke født i Italien, jeg har aldrig været i Italien, og så vidt jeg ved, har jeg aldrig været inden for døren i det italienske konsulat eller landets ambassade,« sagde Canavan til The Sydney Morning Herald.
Ifølge ham selv er det moren, der uden hans samtykke har ansøgt om et italiensk statsborgerskab i 2007. Som han selv udtrykker det, havde han ikke den mindste »mistanke« om, at han havde ret til et italiensk pas.
Canavan er den tredje politiker på en uge, der er blevet ramt af forbuddet mod at besidde et dobbeltstatsborgerskab; et forbud indskrevet i den australske konstitution. I sidste uge måtte to senatorer således trække sig fra parlamentet, da det ifølge The Guardian kom frem, at de var statsborgere i Canada og New Zealand.
De mange sager, skriver The Sydney Morning Herald, betyder formentligt, at endnu flere politikere, der er født i udlandet, vil blive efterforsket.