Fortsæt til indhold
International

Erdogan kritiserer Qatar-sanktioner og kalder terrormistanke for en »alvorlig anklage«

Det vil ikke løse problemerne at isolere Qatar, mener Tyrkiets præsident.

Mens flere lande i øjeblikket har travlt med at distancere sig fra Qatar, modtager landet nu støtte fra den tyrkiske præsident.

Recep Tayyip Erdogan kalder det forkert at straffe Qatar og mener, at det langt fra vil løse problemerne i regionen, at lande som Saudi-Arabien og Egypten har indført sanktioner mod landet.

Det skriver blandt andet Al Jazeera.

»Det er en alvorlig beskyldning at fremstille Qatar som en støtte af terror. Jeg kender Qatars ledere særdeles godt, og hvis det havde været tilfældet, ville jeg have været den første statsleder, der havde konfronteret dem med det,« siger Erdogan.

Saudi-Arabien meddelte mandag, at landet har valgt at lukke grænsen mod Qatar for »at beskytte landets sikkerhed mod faren fra terrorisme og ekstremisme«. Egypten kom senere med en lignende meddelelse og beskyldte Qatar for at støtte »terrororganisationer«, herunder Det Muslimske Broderskab.

Regeringen i Qatar har indtil videre afvist alle beskyldninger og kalder dem uberettigede og ubegrundede.

Senest har Jordan imidlertid meddelt, at man vil neddrosle de diplomatiske bånd til ørkenstaten, ligesom De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Yemen har gjort.

Det har Tyrkiet dog ikke planer om - tværtimod, slår præsidenten fast.

»Tyrkiet vil bevare og udvikle vores bånd til Qatar, ligesom med alle vores venner, der har støttet os i svære tider,« siger han.

Tyrkiet har både et godt forhold til Qatar og Saudi-Arabien, men har tilsyneladende valgt side i den verserende konflikt.

Også den amerikanske præsident, Donald Trump, har udtalt sig efter for nylig at være vendt hjem fra et besøg hos en række stats- og regeringschefer fra Mellemøsten - heriblandt Qatars emir, Tamim bin Hamad al-Thani.

»Det er så godt at se, at besøget i Saudi-Arabien med kongen og 50 lande allerede giver bonus. De sagde, at de ville føre en hård linje i forhold til finansiering af ekstremisme, og alt pegede i retning af Qatar,« skrev han tirsdag på Twitter og fortsatte i et nyt tweet:

»Måske er det her begyndelsen på enden for den rædselsfulde terrorisme.«

Senere slog en talsmand fast, at Donald Trump ikke mener, at isolation og sanktioner løser problemet, og at han er villig til at hjælpe med at skabe ro og forståelse i regionen.