Fortsæt til indhold
International

Trump kaster sig ind i Qatar-konflikt

»Måske er det her begyndelsen på enden for den rædselsfulde terrorisme,« skriver Trump på Twitter.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, kom tirsdag med sit første input til debatten om den eskalerende situation mellem Qatar på den ene side og Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten og Bahrain på den anden.

Mandag afbrød flere arabiske lande med Saudi-Arabien i spidsen forbindelserne til Qatar, som nationerne beskylder for at støtte ekstremisme. Nationerne har tilbagekaldt ambassadørerne og lukket alle grænser på land, vand og i luften.

Præsident Trump skriver på Twitter, at han allerede under sin seneste rejse til Mellemøsten for to uger siden understregede, at der skulle slås ned på finansiering af »radikal ideologi«.

Under besøget deltog han i et topmøde med en række stats- og regeringschefer fra Mellemøsten - heriblandt Qatars emir, Tamim bin Hamad al-Thani.

»Så godt at se, at besøget i Saudi-Arabien med kongen og 50 lande allerede giver bonus. De sagde, at de ville føre en hård linje i forhold til finansiering af ekstremisme, og alt pegede i retning af Qatar,« skrev han tirsdag på Twitter og fortsatte i et nyt tweet:

»Måske er det her begyndelsen på enden for den rædselsfulde terrorisme.«

Trumps kommentar er af nogle analytikere blevet tolket som om, at præsidenten under sin tur til Mellemøsten havde opmuntret de arabiske nationer til at skride ind, selvom Qatar er allieret med USA og huser en amerikansk militærbase, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Under mødet i Saudi-Arabien den 21. maj beskrev præsidenten ellers forholdet til Qatar som »ekstremt godt«, skriver CNN.

Flere internationale medier - heriblandt CNN - tolker præsidentens tweets som om, at han tager æren for golfnationernes seneste træk mod Qatar. Andre medier - som The Independent - hæfter sig ved, at præsidenten tydeligvis har valgt side og bakker op om Saudi-Arabien.

Præsidentens tweets kommer i forlængelse af, at Kuwaits leder, emir Sabah Al-Ahmad Al-Jaber al-Sabah, har meddelt, at han vil rejse til Saudi-Arabien som mediator for at mødes med kong Salman bin Abdulaziz bin Saud for at løsne de diplomatiske knuder.

Saudi-Arabien meddelte mandag, at man valgte at lukke grænsen mod Qatar for »at beskytte landets sikkerhed mod faren fra terrorisme og ekstremisme«. Egypten kom senere med en lignende meddelelse. Man beskyldte Qatar for at støtte »terrororganisationer«, herunder Det Muslimske Broderskab.

Regeringen i Qatar afviser alle beskyldninger og kalder dem uberettigede og ubegrundede, men ifølge Reuters er lokale qatarer gået i gang med at hamstre varer i supermarkederne som reaktion på krisen.