- For abonnenter
Macron har sat navn på Frankrigs nye ministre
Frankrigs nye regering er en blanding af politiske veteraner og novicer, mænd og kvinder.
PARIS — Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron, har under hele sin valgkamp lovet at give fransk politik »nye ansigter«.
Onsdag kom den første store test, da han sammen med sin nyudnævnte premierminister, Edouard Philippe, satte navn på de 18 ministre og fire statssekretærer, som kommer til at udgøre Frankrigs regering.
Mens flere erfarne politikere fra både Socialistpartiet og det konservative parti, Les Républicans, har fået tildelt mange af de tunge poster, har andre overraskende profiler og politiske novicer – heriblandt flere kvinder – også fået plads på det nye ministerhold.
Af de i alt 22 nye regeringsmedlemmer er halvdelen kvinder, og størstedelen af dem har aldrig været folkevalgte eller tidligere besat store politiske poster.
Ét af de mest krævende ministerjob, nemlig ansvaret for indenrigsministeriet, er blevet tildelt den 69-årige socialist Gérard Collomb.
Han har de seneste 16 år været borgmester i Lyon og har under hele valgkampen været en af Macrons trofaste støtter. Trods en lang karriere i fransk politik har han dog aldrig tidligere været minister.
Én anden socialistisk veteran, som i modsætning til Collomb allerede har mange års ministererfaring på bagen, er den jævnaldrende Jean-Yves Le Drian. Han har de seneste fem år været forsvarsminister i Francois Hollandes regering og har af Macron fået tildelt ansvaret som Frankrigs Europa- og udenrigsminister.