Fortsæt til indhold
International

5.000 personer er druknet i Middelhavet i år

Et rekordhøjt antal migranter og flygtninge er druknet i Middelhavet i 2016 ifølge FN.

Omkring 100 personer meldes druknet, efter to gummibåde fyldt med migranter og flygtninge - den ene med mange kvinder og børn - kollapsede i Middelhavet torsdag. De seneste ulykker bringer antallet af ofre i havet mellem Nordafrika og Europa op på 5.000, lyder det fra FN.

»Situationen fremhæver behovet for, at EU’s medlemslande finder andre, legale måder at sikre flygtningenes vej ind i Europa på,« skriver William Spindler, talsmand for FN’s flygtningehøjkommisariat, UNHCR, i en pressemeddelelse.

Dødstallet for flygtninge, som forsøger at nå Europa over Middelhavet, har nået nye højder i år. I gennemsnit druknede 14 personer dagligt.

Sidste år, hvor over en million mennesker krydsede Middelhavet, druknede 3.771. Sammenlignet med sidste år er dødstallet steget med 25 pct.

Årsagerne til stigningen er mange, men UNHCR fremhæver udpinte fartøjer, skiftende vejr og menneskesmugleres taktik, som går ud på at sende flere både af sted på samme tid, hvilket gør redningsarbejdet besværligt.

Kystvagterne ud for den Italiens sydlige kystlinje havde da også særligt travlt i går.

Under gårsdagens aktioner fik kystvagter reddet 143 personer op af vandet. Yderligere 175 mennesker blev bjerget fra en træbåd og endnu en gummibåd.

Ud for Trapani på Sicilien bjergede kystvagter 264 mennesker.

Flygtningekrisen har sat EU’s migrations- og grænsepolitik under pres.

Tal fra EU viser, at knap 1,1 mio. mennesker søgte om asyl i Europa sidste år. Danmark modtog 20.365 ansøgninger, mens Sverige modtog 162.450.

I 2015 var 60 millioner på flugt verden over.