Overblik: Større bombeangreb i Tyrkiet i 2016
Islamisk Stat og kurdiske militante menes at stå bag flere af de bombeangreb Tyrkiet har været udsat for i år.
Tyrkiet er igen i sorg, efter at 38 mennesker lørdag er omkommet i et bombeangreb i Istanbul.
Tyrkiet har hidtil i år været udsat for otte større bombeangreb med adskillige dødsofre.
10. december: 38 bliver dræbt, da to bomber med 45 sekunders mellemrum eksploderer ved et fodboldstadion i Istanbul. Den tyrkiske indenrigsminister, Suleyman Soylu, siger, at det ser ud til, at den militante gruppe PKK står bag angrebet.
20. august: 57 bliver dræbt, 34 af dem børn, i et bombeangreb mod en kurdisk bryllupsfest i byen Gaziantep tæt på Tyrkiets grænse til Syrien. Islamisk Stat (IS) mistænkes for at stå bag.
28. juni: 47 omkommer - deriblandt udlændinge - og 200 bliver såret i et tredobbelt selvmordsbombeangreb på lufthavnen Atatürk i Istanbul. IS menes at stå bag.
7. juni: Mindst syv politifolk og fire civile bliver dræbt af en bombe i Istanbul. Den kurdiske gruppe TAK tager skylden for angrebet, og advarer samtidig turister om at holde sig væk fra Tyrkiet.
19. marts: Tre israelere og en iraner bliver dræbt, og dusinvis bliver såret, af en bombe i et forretningscenter i Istanbul. Flere tyrkiske medier giver IS skylden.
13. marts: Mindst 34 mennesker bliver dræbt, og snesevis bliver såret ved et bilbombeangreb i Ankara. Den kurdiske gruppe TAK tager skylden for angrebet.
17. februar: Mindst 29 bliver dræbt ved et selvmordsangreb mod det tyrkiske militær i Ankara. TAK tager skylden.
12. januar: 12 tyske turister bliver dræbt, og over et dusin bliver såret, af en syrisk bombemand i Istanbuls turistkvarter. Regeringen siger, at IS står bag.
Det blodigste bombeanslag i Tyrkiets historie fandt sted 10. oktober 2015, da 103 mennesker blev dræbt, og over 500 såret af to selvmordsbomber ved et prokurdisk fredsmøde i Ankara. Regeringen siger, at IS er hovedmistænkt.