Fakta: De ti seneste fredsprismodtagere
En pakistansk skolepige, USA's præsident og EU er blandt de seneste modtagere af Nobels fredspris.
Lørdag holdt Colombias præsident, Juan Manuel Santos, tale i anledningen af, at han har fået tildelt Nobels fredspris 2016.
Han får prisen for sin indsats for at skabe fred i sit land efter årtiers borgerkrig, siger Nobelkomitéen.
Santos indgik i år en fredsaftale med oprørsbevægelsen Farc efter en lang og blodig konflikt, der har kostet over 220.000 mennesker livet.
Aftalen blev senere nedstemt af de colombianske vælgere, men en ny version er godkendt af kongressen.
Her følger de seneste ti års modtagere:
- 2015: En demokratibevægelse fra Tunesien modtager prisen for sin centrale rolle i Det Arabiske Forår. Den tunesiske dialogkvartet, der består af fire organisationer, blev dannet, da demokratiseringsprocessen i Tunesien var ved at bryde sammen.
- 2014: Den pakistanske skolepige Malala Yousafzai for at arbejde for alle børns ret til uddannelse. Hun deler prisen med den 60-årige indiske børnerettighedsforkæmper Kailash Satyarthi, der æres for sin kamp mod børneslaveri.
- 2013: Organisationen til Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) for arbejdet med at eliminere kemiske våben.
- 2012: EU for sit fredsskabende projekt.
- 2011: Liberias præsident, Ellen Johnson Sirleaf, og fredsaktivisterne Leymah Gbowee (Liberia) og Tawakkol Karman (Yemen) for deres ikkevoldelige kamp for kvinders rettigheder.
- 2010: Den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo for sin ikkevoldelige kamp for menneskerettigheder.
- 2009: USA's præsident, Barack Obama, for at satse på diplomati og samarbejde.
- 2008: Den tidligere finske statsminister og FN-aktør Martti Ahtisaari for sit arbejde med at stoppe internationale konflikter.
- 2007: Det Internationale Klimapanel og tidligere vicepræsident Al Gore for at sætte den globale opvarmning på dagsordenen.
- 2006: Bangladesheren Muhammad Yunus og Grameen Bank for at gøre mikrolån tilgængelige for fattige.
Kilde: Nobelpeaceprize.org