Overblik: Fredsprocessen i Colombia
Borgerkrigen i Colombia har kostet over 220.000 mennesker livet og tvunget seks millioner på flugt.
Fredsaftalen mellem den venstreorienterede guerillabevægelse Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia (Farc) og Colombias regering blev i weekenden forkastet er den colombianske befolkning.
Alligevel har komitéen bag Nobels fredspris peget på Colombias præsident, Juan Manuel Santos, som modtager af prisen for hans indsats for at skabe fred i landet efter årtiers borgerkrig.
Få et overblik over fredsprocessen i Colombia her:
* Konflikten i Colombia brød ud, da den venstreorienterede guerillabevægelse Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia (Farc) i 1964 stillede krav om jordreformer og social retfærdighed.
* I oktober 2012 mødtes Farc og udsendte fra den colombianske regering på Hurdalsjøen Hotell i Norge. Et par uger senere begyndte de reelle fredsforhandlinger i Cubas hovedstad, Havana. Norge og Cuba fungerede som mæglere.
* 24. august 2016 bekendtgjorde parterne, at de var blevet enige om en fredsaftale. Den blev underskrevet 26. september.
* Med aftalen ville myndighederne forpligte sig til at gennemføre en jordreform. Samtidig skulle strategien i kampen mod narkotika ændres og indsatsen i de dele af landet, som har været overladt til sig selv, skulle styrkes.
* Samtidig skulle Farc lægge våbnene, og de af guerillabevægelsens medlemmer, som tilstod deres forbrydelser, ville slippe med samfundstjeneste.
* Farc skulle også anerkendes som politisk parti og sikres fem repræsentanter i underhuset og fem i senatet i to valgperioder frem til 2026.
* En af betingelserne i aftalen var dog, at den skulle ratificeres ved en folkeafstemning. Mod al forventning blev aftalen forkastet ved søndagens afstemning med et spinkelt flertal imod.
* Borgerkrigen har kostet over 220.000 mennesker livet og tvunget seks millioner på flugt.
* I en tv-tale til det colombianske folk har præsident Juan Manuel Santos lovet at arbejde videre for freden.
Kilder: NTB og Ritzau.