Fortsæt til indhold
International

Colombias præsident, Juan Manuel Santos, modtager Nobels Fredspris 2016

Spændingen er udløst: Colombias præsident, Juan Manuel Santos, er udpeget som modtager af Nobels Fredspris.

Colombias præsident, Juan Manuel Santos, er modtager af Nobels Fredspris 2016.

Det har formand for Nobel Komitéen Kaci Kullmann Five netop annonceret på et pressemøde.

Prisen bliver givet for »hans resolutte indsats for at gøre en ende på landets mere end 50 år lange borgerkrig.«

Over 220.000 mennesker har mistet livet, og flere end 6 mio. mennesker er drevet på flugt i løbet af den 52 år lange konflikt.

Juan Manual Santos har brugt fire år på at forhandle en fredsaftale på plads med landets oprørsgruppe Farc. En aftale, som det colombianske folk sagde nej til ved en folkeafstemning forleden.

Præsidenten var blevet nævnt som en af favoritterne for nogle uger siden, men de fleste vurderede, at han ikke længere var en oplagt kandidat, da fredsaftalen fortsat ikke er på plads. Præsidenten har dog annonceret, at forhandlingerne ventes genoptaget.

»Det faktum, at et flertal af vælgerne sagde nej til fredsaftalen betyder ikke nødvendigvis, at fredsprocessen er død. Folkeafstemningen var ikke en afstemning for eller imod fred. Hvad nej-siden afviste, var ikke ønsket om fred, men en specifik fredsaftale. Den norske Nobel Komité understreger vigtigheden i det faktum, at præsident Santos nu inviterer alle parter med til at deltage i en bredt baseret national dialog med det mål at fremme fredsprocessen,« lyder det i begrundelsen.

Op til folkeafstemningen i Colombia havde meningsmålingerne vist et komfortabelt flertal til ja-siden. Men da stemmerne var talt op, viste resultatet, at 50,2 pct. sagde nej, mens 49,8 pct. havde sagt ja til aftalen. Kun knap 54.000 stemmer adskilte dermed de to sider. Afstemningen blev samtidig stækket af en valgdeltagelse på bare 37 pct.

»Præsidenten have gjort det klart, at han agter at fortsætte arbejdet for fred lige indtil sin sidste dag i embedet. Komitéen håber, at fredsprisen vil give ham styrke til at fortsætte denne krævende opgave,« læste Kaci Kullmann Five op fra begrundelsen.

Adspurgt, hvorvidt man havde overvejet at lade præsidenten og Farc dele prisen, svarede formanden, at man ikke ønskede at kommentere på andre nominerede.

376 kandidater var i år nomineret til Nobels Fredspris, det største antal nogensinde. Heraf var 228 individuelle personer og 148 organisationer.

Så længe man er medlem af en nationalforsamling, en regering, en international domstol, er professor inden for fagene samfundsvidenskab, historie, filosofi, jura og teologi, universitetsrektor, leder af et fredsforskningsinstitut, udenrigsinstitut, er tidligere fredsprismodtager, er eller har været med i den norske Nobelkomité, så kan man frit nominere en person eller organisation til prisen.

Med prisen følger foruden en medalje en check på otte mio. kr. Prisen uddeles ved en ceremoni den 10. december, Alfred Nobels dødsdag.

Formand for Nobel Komitéen, Kaci Kullmann Five. Arkivfoto: Cornelius Poppe/AP

De fem medlemmer af komitéen, som vælger prismodtagerne, udpeges af det norske parlament, Stortinget, og skal afspejle partiernes styrkeforhold.

Nobelkomitéen vælger selv formand og næstformand.

Den nuværende formand, Kaci Kullmann Five, er tidligere partileder for partiet Højre og tidligere handelsminister. Hun har været medlem af komitéen siden 2033 og blev formand i 2015.