Fortsæt til indhold
International

Spørgsmålet raser i Frankrig: Forstyrrer burkinien den offentlige orden?

Muslimerne er trætte af debatten. Har vores land ikke andet at tage sig til i øjeblikket, spørger de.

BERLIN — I tre franske byer er det nu forbudt at bære burkini på stranden, altså en badedragt i flere dele, som dækker hele kroppen.

Byen Touquet i det nordlige Frankrig følger efter senere på ugen ifølge avisen Le Parisien. Byens borgmester, den konservative Daniel Fasquelle, har ellers indrømmet, at der aldrig er set en burkini på stranden i byen.

Men, forklarer han:

»Vi vil forebygge, at denne praksis breder sig til vores strande [...] Man kan ikke vedtage en lov om ligestilling mellem mænd og kvinder og så tolerere denne praksis. Det er også en måde at bekæmpe radikaliseringen og dermed terrorismen på.«

Vold på Korsika

Dermed lægger han sig tæt op ad sine kolleger sydpå. Borgmesteren i Cannes, som var først ude, den konservative David Lisnard, siger selv, at han »simpelthen bare forbyder en uniform, som er symbol på den islamistiske terrorisme.«

Hans beslutning fik opbakning af den lokale domstol, da der var blevet klaget fra flere sider.

Siden fulgte den konservative, sydfranske kommune Villeneuve-Loubet.

Og mandag kom så forbuddet fra den socialistiske borgmester i byen Sisco, der ligger på øen Korsika. Her fulgte beslutningen oven på en voldelig episode lørdag, der endte med, at fire kom på hospitalet, herunder en gravid kvinde. De blev udskrevet søndag.

Myndighederne er i gang med at finde ud af, hvad der foregik. Flere af øens lokale fortæller ifølge gratisavisen 20 Minutes, at det begyndte, da nogle turister tog billeder af et par kvinder, som badede i burkini.

Siden skulle det være kommet til voldelige sammenstød mellem nogle mænd med nordafrikanske rødder og en gruppe af unge.

Dagen efter samlede omtrent 500 af øens indbyggere sig til en demonstration. De råbte:

»Til våben« og »Det her er vores hjem« og ville endda være gået til det kvarter, hvor mændene af nordafrikansk afstamning bor, hvis ikke politiet havde blokeret vejen.

Imens de enkelte kommuner tager stilling, drøfter resten af landet på livet løs. Fra det franske råd for den muslimske tro, le Conseil francais du culte musulman, lyder det:

»Det her er grotesk, unødvendigt og farligt. Ved at spille på den populisme og blande alting sammen øger man blot spændingerne. Muslimerne er trætte af det!« sagde rådets generalsekretær, Abdallah Zekri, til Le Parisien.

»Vi er imod burkaen, men derudover må enhver gå klædt, som han vil i det offentlige rum. Har vores land ikke andet at gå op i i øjeblikket?«

Offerrollen

Feministen og forfatteren Caroline Fourest understregede, at hun er imod burkinien og tildækningen af kvindekroppen i religionens navn. Men, fortsatte hun i en kronik bragt af den franske udgave af netavisen Huffington Post:

»At forbyde burkinien på stranden, når andre bader med tøj på, er hverken meningsfuldt eller effektivt,« og det vil få den modsatte effekt, mener hun, fordi forbuddet »gør det lettere at spille offerrollen«.

Helt så entydig var udmeldingen ikke fra en af venstrefløjens nøglefigurer, den tidligere minister Jean-Pierre Chevènement.

Den var ellers ventet, for han står til at blive udnævnt til formand for fonden Islam de France, en fond, der skal sikre større gennemsigtighed af finansieringerne af muslimske institutioner i Frankrig:

»Folk er frie til at tage deres bad med eller uden tøj,« sagde han onsdag på radiostationen Europe 1.

Men, tilføjede Chevènement:

»Når der er mulighed for sammenstød, som det er sket på Korsika, er det begrundet, når borgmesteren indfører forbud.«