Rasende brasiliansk præsident anklager vicepræsident for »forræderi« og kup-planer
Præsident Dilma Rousseff slår fra sig, mens hun presses af rigsretssag.
Tirsdag tog dramatikken omkring den brasilianske præsident, Dilma Rousseff, endnu et nøk opad.
I en lækket lydoptagelse hører man tilsyneladende vicepræsident Michel Temer øve en tiltrædelsestale, hvori han meddeler, at han er klar til at afløse den nuværende præsident på posten.
I optagelsen siger han, at han vil danne en samlingsregering, som han vil lede med »beskedenhed, forsigtighed og mådehold«, hvis Dilma Rousseff bliver fældet af en forestående rigsretssag. Det skriver engelske BBC.
Lydoptagelsen blev offentliggjort kort før, at en komité i den brasilianske kongres skulle stemme om, hvorvidt rigsretssagen mod præsident Dilma Rousseff bør fortsætte. Det blev vedtaget med 38 ja-stemmer mod 27 nej-sigere.
Søndag skal hele det brasilianske underhus afgøre, om rigsretssagen skal fortsætte.
Mens Michel Temer siger, at lydfilen blev lækket ved et »uheld«, er Dilma Rousseff ikke i tvivl - det er resultatet af kupplaner mod hende, orkestreret af vicepræsidenten.
Hun nævner ikke Michel Temer ved navn, men siger, at dagens lydoptagelse afslører »et forræderi mod mig og demokratiet«.
»Man konspirerer nu åbenlyst ved højlys dag for at destabilisere en demokratisk valgt præsident,« siger hun og fortsætter ved at sige, at Brasilien befinder sig i tider med »kup, farcer og forræderi«.
Dilma Rousseff er truet af en rigsretssag efter mistanke om at have overtrådt budgetlove i 2014, hvor hun sikrede sig genvalg.
Hvis to tredjedele af medlemmerne i det brasilianske underhus stemmer for, at rigsretssagen mod præsidenten skal fortsætte, bliver sagen sendt til senatet, hvor et lignende flertal vil føre til, at præsidenten bliver suspenderet fra sin post. I det tilfælde vil vicepræsidenten overtage posten i foreløbigt 180 dage.