Kina forsøger at sprede sin censur over hele verden

BEIJING — I Australien har de truet politikere, der ville diskutere handel med organer høstet fra kinesiske fanger. I Malaysia er de lykkedes med at forhindre aktivister i at tale om massakren på Den Himmelske Freds Plads. Og i Bangladesh har de fået censureret en kunstudstilling om tibetanere, der har brændt sig selv ihjel i protest mod det kinesiske styre.

Kinas diplomater har haft travlt. Ja, i Europa har de oven i købet forsøgt at forhindre en varmluftsballon i at lette, da den bar det tibetanske flags farver.

Kommunistpartiet har længe udøvet censur, kontrolleret informationsstrømmen og lukket munden på kritikere på sin kinesiske hjemmebane. Men Beijing gør nu også en stadig større og ihærdig indsats for at brede sin censur globalt og forhindre international kritik og fokus på ømtålelige emner, der kan stille det kinesiske styre i et negativt lys.

»Beijings voksende ønske om at kontrollere ytringer inden for Kinas grænser er hurtigt ved at transformere sig til et ønske om også at kontrollere ytringer uden for Kinas grænser,« mener Sophie Richardson, leder af Kina-afdelingen hos Human Rights Watch.

I nogle tilfælde har det kinesiske diplomati succes med at få udenlandske regeringer til at underlægge sig kinesisk censur. Det skete bl.a. sidste år, da en prominent demokratifortaler fra Hongkong, aktivisten Joshua Wong, blev inviteret til Malaysia for at tale om den blodige undertrykkelse af folkelige protester på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989. Mindet om den begivenhed undertrykkes hårdt i Kina. Og nu også i Malaysia. For Joshua Wong blev afvist ved grænsen og nægtet indrejse. Malaysias politichef forklarede til nyhedsbureauet AFP, at det skete, da »vi ikke vil bringe vores forhold til Kina i fare«.

Følsomme breve

I februar i år i Bangladesh lykkedes det også kinesiske diplomater at censurere en kunstudstilling, hvor der blev udstillet håndskrevne breve, som var de sidste hilsner fra fem af de over 140 tibetanere, der inden for de seneste år har brændt sig selv ihjel i protest.

»Jeg sætter ild til mig selv i protest mod den kinesiske regering,« hedder det i et af brevene.

Da den kinesiske ambassadør så brevene, skulle han angiveligt være eksploderet i raseri og krævet værkerne fjernet. Lederne af udstillingen følte sig ifølge nyhedsbureauet AFP »intimiderede«, og af frygt for, at regeringen i Bangladesh helt ville lukke udstillingen efter pres fra Kina – hvilket før er sket i landet – valgte kunstnerparret bag værkerne, Ritu Sarin og Tenzing Sonam, at dække brevene med hvidt papir.

»Kineserne kræver, at værkerne bliver fjernet i et andet land,« sagde Ritu Sarin til avisen The Indian Express. Om løsningen med tildækningen, sagde hun, at det var »en stærkere kommentar til den censur og tvang, der finder sted«.

Den kinesiske censur blev også understreget, da en udstilling i New York i år om kinesisk internetcensur netop blev udsat for kinesisk censur. Da de amerikanske arrangører forsøgte at afholde en rundbordsdiskussion om emnet, blev en kvindelig kinesisk deltager udsat for så mange trusler og pres fra hjemlandet, at hun til sidst ikke kunne deltage af frygt for egen sikkerhed.

»Kinesisk censur eksisterer ikke kun på internettet, den finder sted ude i virkeligheden, og den har bredt sig til amerikansk jord,« sagde Joyce Yu-Jean Lee, der stod bag udstillingen, til The Washington Post.

Kina forsøger ofte at forhindre uønsket internationalt fokus på politisk følsomme emner ved at forhindre kinesere i at rejse ud i verden og tale om dem. Men den taktik giver ofte bagslag. Det skete eksempelvis i marts, da både journalisten Yang Jisheng og aktivisten Ni Yulan blev forhindret i at rejse til USA for at modtage hver sin pris – den ene for at skrive om den tabubelagte menneskeskabte sultkatastrofe fra 1959-1961, da op mod 40 mio. kinesere døde, og den anden for sin kamp for borgerrettigheder.

I Kina blev de to priser udlagt som et vestligt forsøg på at »tilsværte Kinas image og oppiske problemer«. Men modsat den kinesiske intention, øgede rejseforbuddet til de to prismodtagere dog netop den internationale interessere for det kinesiske styres censur og undertrykkelse.

Det var heller ikke en succes, da den kinesiske generalkonsul i Sydney sidste år truede med, at det ville få negative konsekvenser for det økonomiske samarbejde mellem Kina og Australien, hvis politikere fra delstaten New South Wales deltog i en høring om handel med organer taget fra kinesiske fanger. Det førte blot til anklager om kinesiske »bøllemetoder« i australske medier.

Kinas forsøg på censur i udlandet har da også til tider virket umådelig ihærdig og på grænsen til det groteske. Som da kinesiske diplomater sidste år forsøgte at true tre europæiske lande – Spanien, Frankrig og Storbritannien – til at forhindre en varmluftsballon med et gigantisk tibetansk flag på sin dug i at lette.

Op kom ballonen dog.

Jyllands-Postens Kina-korrespondent har i Thailand mødt en række kinesere på flugt. Én af dem er Li Xiaolong, en 53-årig kronraget mand, som fortæller:

»Det var midt om natten, og jeg kunne ikke kontrollere båden. Den sejlede bare rundt og rundt. Jeg anede ikke, hvor vi var henne, og jeg var overbevist om, at vi ville kæntre.«

Det skete den 1. marts i år. Blot et døgn tidligere var ni passagerer gået om bord på båden i badebyen Pattaya, en populær turistdestination i Thailand. Men de er ikke turister. De er kinesere på flugt. Demokratiaktivister, borgerrettighedsforkæmpere og Falungong-udøvere. Og alle er de rædselsslagne for, at det kinesiske styre, der tidligere har forfulgt, fængslet og tortureret dem, nu også jager dem i deres tilflugtssted i Thailand.

Læs om, hvad der skete med de ni passagerer og hvorfor de ikke føler sig sikre noget sted.