Fredag den 13. i Paris
Reportage: I løbet af få aftentimer blev sorgløsheden i byernes by fordrevet af angst. Men dagen derpå holder pariserne hovedet højt. »Hvis de vil skyde mig, så skal det være, mens jeg står op. Jeg vil ikke ned på knæ,« lød det blandt andet.
PARIS - Ubarberet og gråsprængt står teaterteknikeren Francois Klere på Rue Voltaire med en nybagt baguette i en brun bagerpose.
I tavshed tager han en bid og tygger eftertænksomt med øjnene rettet mod den lukkede McDonalds på det modsatte hjørne, hvor kampklædte betjente bag en afspærring finkæmmer sprækkerne mellem toppede brosten og faldne efterårsblade.