Obama: Putin gik ind i Syrien på grund af svaghed
Den amerikanske præsident afviste at stå svagt over for Rusland i Syrien.
Los Angeles
Mandag aften mødtes den amerikanske præsident, Barack Obama, med sin russiske kollega, Vladimir Putin.
Mødet var det første mellem de to statsledere i to år og var blandt andet sat i stand, så de to kunne tale om situationen i Syrien. Siden da er Rusland begyndt at bombe i landet, men målet har ikke været Islamisk Stat (IS), som amerikanerne har udpeget som det største fjendebillede sammen med den pressede, syriske præsident, Bashar al-Assad.
I stedet har russerne valgt at bombe den syriske oprørsbevægelse, hvis side Barack Obama har valgt, at USA skal stå på.
»Putin skelner ikke mellem IS og den moderate sunni-muslimske opposition, der vil af med Assad. De er i deres øjne alle terrorister, og det er en opskrift på katastrofe, og den afviser jeg,« sagde Barack Obama på et pressemøde i Det Hvide Hus fredag.
Præsidenten sagde også, at de russiske bombardementer af den i Obamas øjne moderate, syriske opposition er med til at styrke IS og ikke Assad.
Den syriske præsident, Bashar al-Assad, er en nær allieret af Rusland, og russerne har siden den syriske borgerkrigs start i 2011 gentagende gange fortalt, at Assads styre var det legitime styre i Syrien.
»Årsagen til, at Assad stadig er ved magten er Rusland. Derfor er det ikke så meget anderledes det, de gør nu, lige nu er det bare mere synligt. De støtter en præsident, som flertallet i Syrien ikke vil have,« lød det fra Barack Obama.
Hjemme i USA har kritikken af Obamas håndtering af borgerkrigen i Syrien været hård fra særligt den republikanske opposition.
Flere af partiets nuværende præsidentkandidater har således sagt, at Rusland fuldstændig har overtaget styringen i spørgsmålet om, hvordan verden skal agere i forhold til borgerkrigen. Men de begyndende russiske bombardementer er ikke et udtryk for russisk styrke, lod Obama forstå.
»Putin gik ind i Syrien på grund af svaghed. Hans klient, Assad, var ved at smuldre, og det var ikke nok bare at sende ham våben og penge længere. Nu bliver han nødt til at sende sine egne fly og piloter,« sagde Barack Obama.
Den amerikanske præsident fortalte samtidig, at Rusland var i gang med at blive et fjendebillede for hele den sunni-muslimske verden med sin militære støtte til Assad-regimet og afviste at lade borgerkrigen i Syrien udvikle sig til en stedfortræderkrig mellem USA og Rusland.
Det er nemlig bare et kunstigt åndedræt til et dødsdømt regime, som Vladimir Putin er ved at give til sin syriske allierede, argumenterede Barack Obama.
»Assad-regimet vil falde på et tidspunkt. Derfor er vi nødt til at have en samarbejdspartner til at samle stumperne og strikke et sammenhængende land sammen,« sagde Barack Obama med henvisning til sin støtte af oppositionen.
Et snævert fokus fra russisk og iransk side på at hjælpe deres allierede i Syrien udelukkende med militære midler, ville bare låse processen fast, advarede Barack Obama.