Fortsæt til indhold
International

Ekspert: Atomaftale kan ændre magtbalancen i Mellemøsten

Atomaftale kan bane vejen for et samarbejde med Iran om at tackle de mange store konflikter i Mellemøsten, spår dansk ekspert, der kalder aftalen "historisk".

At Iran og de seks stormagter USA, Kina, Rusland, Frankrig, Storbritannien og Tyskland nu har indgået en aftale om det mellemøstlige lands atomprogram, kan få enorme positive konsekvenser for hele Mellemøst-regionen.

Det slår Janne Bjerre Christensen - postdoc ved Dansk Institut for Internationale Studier med fokus på Iran – fast, efter at både iranske og vestlige embedsmænd tirsdag morgen dansk tid har bekendtgjort, at man efter ugers intensive forhandlinger i den østriske hovedstad Wien, nu er nået til enighed om en aftale.

”Det har hele tiden handlet om betydeligt meget mere end lige antallet af Irans centrifuger,” siger Janne Bjerre Christensen.

”Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det her også vil bane vejen for yderligere samarbejde med Iran fremover i forhold til de regionale problemstillinger og kæmpestore konflikter, der er i området. Det drejer sig selvfølgelig om Islamisk Stat, om Afghanistan og om Syrien. Iran spiller en nøglerolle på godt og ondt i alle de her konflikter, men den her konkrete atomkonflikt har spærret for nogen form for samarbejde gennem virkelig lang tid. Atomkonflikten har gjort det umuligt at tage hul på de her spørgsmål.”

Vestens mål med atom-forhandlingerne har været at sikre sig, at Iran ikke i forbindelse med sit atomprogram udvikler atomvåben. Iran har derimod gennem hele forløbet afvist, at de ønskede at udnytte deres atomprogram til at skabe våben – blot til brug for forskning og energiproduktion. Forhandlingerne har blandt andet handlet om under hvilke konditioner FN-inspektører skal kunne inspicere de iranske atom- og militæranlæg.

Med aftalen løftes samtidig en lang række økonomiske sanktioner, som Irans økonomi har lidt under i årevis.

Hele aftalen ventes at blive offentliggjort tirsdag formiddag.

”Det er historisk, og det vil få dramatiske positive konsekvenser for Iran, at der nu er kommet en aftale,” forklarer Janne Bjerre Christensen.

”I Irans optik har vesten ført en økonomisk krig mod dem siden 2010. Og det, at man skaber en politisk løsning på den her konflikt, er et gennembrud for alle parter. Det er også en kæmpe diplomatisk sejr for præsident Obama. Og det er jo ikke fordi, der er så meget kønt at se på i regionen i øjeblikket, så det er virkelig kæmpestort.”

Aftalen vil samtidig være med til at rykke ved magtbalancen i den uroprægede region, forklarer Janne Bjerre Christensen.

”Det er klart, at når først Iran bliver lukket ind i varmen, så vil den regionale magtbalance ændre sig. Men som jeg ser det, vil det være til det bedre. Man vil kunne begynde at bruge Iran som en konstruktiv spiller i de regionale konflikter, hvor Iran i forvejen spiller en rolle, men hvor Iran har haft en markant konflikt med USA og vesten i mange år.”