IS-belejring af by fører til brutale henrettelser, et "taktisk tilbageskridt" og titusinder på flugt
70.000 mennesker er flygtet, efter Islamisk Stat har overtaget Palmyra i Syrien, siger FN.
Ødelæggelserne står i kø, efter Islamisk Stat, IS, har overtaget kontrollen af Palmyra i Syrien.
Sådan lyder vurderingen fra bl.a. FN og øjenvidner i byen.
Belejringen giver ikke kun dystre udsigter for byens mange bevaringsværdige oltidslevn, men i lige så høj grad for USA's kamp mod den militante organisation og de mange indbyggere i byen, hvoraf flere enten bliver henrettet eller flygter, lyder det.
Næsten en tredjedel af byens indbyggere, 70.000 mennesker, er flygtet fra byen, efter Islamisk Stat har bekriget og besejret syriske regeringstropper, ifølge FN.
De syriske tropper forhindrede længe indbyggerne i at flygte fra byen, inden de onsdag måtte overgive sig og overlade kontrollen til Islamisk Stat, siger FN ifølge BBC.
Samtidig er der meldinger om Islamisk Stats brutale halshugninger af indbyggere i byen, ifølge FN. Mindst 14 civile er blevet henrettet af Islamisk Stat på en uge, lyder vurderingen.
"IS er eftersigende gået fra dør til dør i byen for at lede efter folk, der har forbindelser til regeringen," siger en talskvinde fra FN.
Udover de civile indbyggeres kaotiske situation, har tabet af Palmyra også givet den amerikansk-ledede koalition, der forsøger at nedkæmpe Islamisk Stat, problemer.
Den seneste uge har den militante organisation, udover Palmyra, taget kontrollen over en grænseovergang mellem Irak og Syrien samt den irakiske provinsby Ramadi. Den militante organisation kontrollerer nu omkring halvdelen af Syriens territorium, heriblandt flere tyndt befolkede områder.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, erkender, at tabet af Ramadi er et "taktisk tilbageskridt", mens en talsperson fra Det Hvide Hus ifølge Reuters har erkendt, at også tabet af Palmyra er et tilbageskridt for den internationale koalition.
Barack Obama slår dog fast, at koalitionen ikke er ved at tabe den samlede kamp mod Islamisk Stat.
Flere organisationer har samtidig udtrykt frygt for, at Palmyras mange velbevarede ruiner fra antikken er i fare for at blive ødelagt af Islamisk Stat. Flere af Palmyras levn fra oldtiden er listet på Unescos verdens kulturarvsliste.