Dansker muligvis blandt video-bødler

Islamisk Stat: Efterretningstjenester kæmper for at identificere ekstremister, der skar halsen over på 18 syriske fanger. En af dem kan være fra Danmark.

Artiklens øverste billede
Peter Kassig på fisketur med sin far, Ed, i 2011. Søndag offentliggjorde Islamisk Stat en bestialsk video med billeder af den halshuggede Peter Kassig. Arkivfoto: AP

PARIS/LONDON

En hellig kriger fra Danmark er muligvis blandt bødlerne i den seneste blodige drabsvideo fra Islamisk Stat, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

»Det kan vi hverken be- eller afkræfte,« lød det mandag aften fra Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Udenrigsministeriets vagthavende havde ingen oplysninger om sagen.

Ifølge nyhedsbureauet fører en dansker muligvis en af knivene i en ny bestialsk video, hvor den amerikanske hjælpearbejder Peter Kassig og mindst 18 syriske fanger får skåret halsen over. Filmen blev offentliggjort søndag.

Ekstremisternes chefbøddel – kendt som ”Jihadi John” – er som i fire foregående drabsvideoer maskeret, men i filmen uddeler han kommandoer til 15 andre hellige krigere, som skærer halsen over på de syriske fanger.

Langt de fleste af disse krigere viser deres ansigt i filmen, og det menes, at hovedparten er udlændinge.

På baggrund af billederne i videoen har vestlige efterretningstjenester siden søndag på fuld kraft arbejdet for at identificere ekstremisterne.

Myndighederne har sat navn på en af franskmændene, en 20-årig brite er også inde i billedet, men dertil kommer ifølge AFP’s kilder måske også en dansker og en australier.

Ifølge en rapport fra PET's Center for Terroranalyse, CTA, er mindst 100 danskere rejst til Syrien for at slutte sig til militante islamistiske grupper som Islamisk Stat. Det gør Danmark til et af de lande i Europa med procentuelt flest hellige krigere i kamp i Syrien.

Foreløbig er mindst 16 danskere dræbt i kamp i Syrien.

Ung brite mistænkt

En anden af de umaskerede udlændinge er måske en 20-årig medicinstuderende fra Cardiff i Storbritannien.

Nasser Muthana forsvandt fra sit hjem i november 2013.

Nassers far, den 57-årige Ahmed Muthana, sagde mandag til den britiske avis Daily Mail, at en af drabsmændene i videoen ligner sønnen, men mandag aften havde han skiftet mening.

Også Nasser Muthanas 17-årige lillebror, Aseel, er rejst til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat. Lillebror var med i en kriminel bande, inden han stak af. Aseel har tidligere sagt i et interview med BBC, at han ikke agter at vende tilbage til Storbritannien.

Nasser Muthana var i sommer med i en propagandavideo, som skulle lokke flere udlændinge til at rejse til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat. Han har pralet med at kunne fremstille sprængstoffer og truet med at rejse hjem for at begå terror.

I Frankrig har efterretningstjenesten identificeret yderligere en af drabsmændene i videoen. Han hedder Maxime Hauchard.

Ifølge det franske indenrigsministerium er han 22 år og fra Normandiet. Han rejste til Syrien i august 2013.

Hauchard kalder sig Abou Abdallah Al Faransi (Al Faransi betyder ”franskmanden” på arabisk). I et interview med den franske nyhedskanal BFM-tv sagde han i juli, at han konverterede til islam som 17-årig. Angiveligt rejste han alene til Syrien via Tyrkiet.

Maxime Hauchard har været i træningslejr hos Islamisk Stat og deltaget i militære operationer.

Under interviewet med BFM-tv sagde han også, at der forude lå en »spektakulær mission«. Franske medier beskriver ham som »en sød og god dreng«.

Endnu en franskmand er måske blandt drabsmændene, men det var mandag aften ikke bekræftet.

Ifølge efterretningsrapporter blev Kassig dræbt i fredags, og massehenrettelsen kan derfor være hævn for to målrettede flyangreb på ledere i Islamisk Stat i forrige weekend.

Rygter om ”Jihadi John”

Det forlød i slutningen af sidste uge, at den maskerede drabsmand, ”Jihadi John”, blev såret under et af angrebene, men tilsyneladende passede det ikke.

”Jihadi John” taler britisk med London-accent og har ageret bøddel i alle drabsvideoer. Han er ifølge frigivne gidsler leder af en lille gruppe britiske islamister, som kaldes The Beatles efter den legendariske popgruppe.

Vestlige efterretningstjenester har forsøgt at afsløre hans identitet, men om det er lykkedes, vides ikke.

Den 26-årige amerikaner Peter Kassig blev det femte vestlige gidsel, der fik halsen skåret over i Syrien. Men den ledsagende video var helt anderledes end de fire første. Ikke kun fordi en stribe syriske fanger blev likvideret i samme ombæring, men også på grund af de meget afslørende billeder og informationer.

Fangerne blev efter det oplyste likvideret ved landsbyen Dabiq tæt på grænsen til Tyrkiet.

Anderledes er det også, at Peter Kassig ikke tvinges til at komme med en antiamerikansk erklæring inden likvideringen. Hans venner mener, at Kassig formentlig nægtede at medvirke.

I drabsvideoen truer ”Jihadi John” med terrorangreb i både Storbritannien og USA.

Flyangrebene fra den vestlige koalition har sat Islamisk Stat under pres, og nogle analytikere mener, at ekstremisterne med den seneste drabsvideo forsøger at provokere Vesten til at indsætte landtropper i Irak og Syrien.

Politiske ledere kloden rundt har fordømt drabet på Kassig, men det har endnu ikke været på tale at sætte vestlige soldater ind på landjorden.

Den eneste melding kom fra Storbritanniens tidligere hærchef, general Lord Dannatt, som sagde til Sky News, at vestlige ledere kan blive nødt til at »tænke det utænkelige«, hvis kombinationen af lokale landstyrker og internationale luftangreb ikke kan slå Islamisk Stat tilbage.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.