Fortsæt til indhold
International

Australien sender krigsskibe af sted mod russisk flotille

De to lande føler hinanden på tænderne i havet øst for Australien, mens verdens ledere mødes i Brisbane.

En flådestyrke på fire russiske krigsskibe og muligvis en ubåd sejler i disse dage rundt i internationalt farvand tæt på Australien.

Dette er så usædvanligt og timingen så påfaldende, at det har sat spekulationer i gang, og den australske flåde har det seneste par dage sendt først to, og siden et tredje krigsskib af sted mod det område, hvor de russiske skibe befinder sig.

Et fjerde australsk krigsskib er klar til at assistere de tre andre, ligesom der er spekulationer om, hvorvidt en amerikansk atomubåd hjælper australierne - den amerikanske atomubåd USS Hawaii befinder sig i hvert fald lige nu i Perth i Australien, rapporterer det australske medie The West Australian.

Det maritime møde mellem russiske og australske skibe sker samtidig med, at verdens ledere - heriblandt den russiske præsident Putin og den amerikanske ditto Obama - er samlede til topmøde i G20-regi i den australske by Brisbane.

De fire russiske krigsskibe er ledet af den store missilkrydser Varyag og den tungt bevæbnede destroyer Marshal Shaposhnikov.

Den australske styrke bestod i første omgang af fregatterne HMAS Parramatta og HMAS Stuart, der fik til opgave at sejle mod den russiske flotille og holde øje med den.

Siden har et tredje skib, HMAS Sirius, sat kursen, mens HMAS Sydney holdes klar, så det med kort varsel også kan sætte kurs mod de russiske skibe.

Dertil kommer, at flere australske Orion-overvågningsfly har holdt øje med den russiske styrke de seneste dage - og så altså også muligvis en amerikansk ubåd.

Den australske premierminister, Tony Abott, har taget den russiske flådestyrkes nærgående sejlads med ro, og han har bl.a. udtalt:

HMAS Stuart er en fregat fra den australske flåde. Den er en af i alt otte fregatter fra Anzac-klassen, som Australien råder over.

"Det er bestemt usædvanligt for russiske flådeenheder at befinde sig i australsk farvand. Det er usædvanligt, ikke uden fortilfælde, men usædvanligt. Vi har fulgt styrken i et stykke tid nu - siden den var nogle hundrede kilometer nord for Ny Guinea - og vi vil fortsætte med at holde øje med den," har Abott ifølge ABC News udtalt.

Det australske forsvar har oplyst, at det ikke er usædvanligt, at Rusland sender flådebidrag med, når landets toppolitikere er til internationale forhandlinger. Australierne peger bl.a. på, at flådefartøjer fulgte Ruslands delegation ved Apec-topmødet i Singapore i 2009, ligesom et russisk krigsskib fulgte den daværende russiske præsident, Demitri Medvedev, da han besøgte San Francisco i 2009.

Desuden understreger den australske flåde, at den russiske flådestyrke hidtil ikke har overtrådt international lov, idet militære fartøjer kan navigere frit i internationalt farvand.

Forholdet mellem Australien og Rusland har været anspændt, siden et fly fra Malaysia Airlines blev skudt ned over Ukraine i sommer. Om bord på flyet var bl.a. 38 australiere, og Tony Abott har ifølge BBC tidligere sagt, at flyet blev skudt ned af russisk-støttede oprørere med russisk-leverede våben.

Dette har Vladimir Putin nægtet.

Ifølge den russiske ambassade i Australien vil de russiske krigsskibe ikke sejle ind i australsk farvand, og ifølge The West Australian siger ambassaden også, at man vil følge reglerne og ikke opsøge konflikt.

"Jeres reaktion er ikke så overraskende, for vi sejler sjældent denne vej," har Maxim Raku fra den russiske ambassade udtalt.

Artiklens emner
G20