Fortsæt til indhold
International

Amerikanske soldater i ebola-karantæne i Europa

En to-stjernet general og hans stab er i karantæne i Italien efter hjemkomst fra Liberia.

Den amerikanske hær har indført et sæt nye regler i forbindelse med udsendelsen af soldater til de ebola-ramte lande i Vestafrika.

Alle soldater, der har været udstationeret i et af de ramte lande, skal nu isoleres og overvåges i 21 dage, og mandag blev de første soldater placeret i karantæne på deres base i Italien.

Det drejer sig om den to-stjernede general Darryl Williams og 11 af hans medarbejdere, der var i Liberia for at gøre klar til de soldater, den amerikanske præsident, Barack Obama har besluttet at sende til området for at hjælpe med at bekæmpe den frygtede sygdom.

Mange af de soldater, der bliver sendt til de ebola-ramte lande, kommer fra baser i Europa, og det er derfor planen, at de bliver sendt tilbage til isolation i de europæiske lande de kommer fra.

”Vi har folk som er her fra Tyskland, fra Italien og over det hele. Så det bliver der arbejdet på nu, på de højere niveauer,” udtalte Darryl Williams, der er øverstkommanderende i U.S. Army Africa, og altså nu i karantæne på sin base i Italien ifølge Politico.

Den amerikanske hær understregede mandag, at der er tale om forholdsregler taget ud fra en overvældende forsigtighed, og at der ikke er nogen tegn på, at hverken generalen eller hans stab er smittede med ebola.

Indtil videre er det kun den amerikanske hær, der har valgt at indføre 21-dages karantæne. Flådens marinesoldater og sømænd og udsendte fra luftvåbnet er ikke omfattet af den nye regel.

Det er heller ikke klart, om amerikanske soldater udsendt fra baser i USA vil blive isoleret på en enkelt central base, eller få lov at vende hjem til isolation på deres forskellige hjembaser.

Artiklens emner
Ebola