Fortsæt til indhold
International

Finland klar til ubådsjagt

Sverige får måske hjælp fra naboen mod nord, lyder det fra Finlands forsvarsminister.

Finland er klar til at gå ind i ubådsjagten i den svenske skærgård.

Sådan lyder det onsdag fra Finlands forsvarsminister, Carl Haglund, melder det svenske medie Expressen.

Men der er regler for hjælpen, lyder det fra forsvarsministeren:

”Vores lovgivning har helt specifikke grænser. Der er stor forskel på, om vi deltager i en redningsaktion eller en territorial overvågning, hvilket vi ikke kan deltage i af juridiske grunde,” siger Carl Haglund til den finske tv-station Yle.

Han understreger i forbindelse med interviewet til Yle, at han ikke ser, at en eventuel russisk ubåd i de svenske farvande skulle udgøre en direkte trussel mod Finland. Den finske situation er stabil, og ingen truer landet, siger han:

”Men det er vigtigt at være ærlig: Vi ved ikke, hvad der foregår under overfladen,” siger Carl Haglund.

Om Sverige tager imod hjælp fra Finland er stadig usikkert, selvom Sveriges statsminister, Stefan Löfven, har udtalt, at begge landet har en interesse i et øget forsvarssamarbejde.