Fortsæt til indhold
International

EU optrapper kampen mod ebola

EU-Parlamentet vil sende flere penge til de ebolaramte områder i Vestafrika.

150 mio. euro har EU brugt på at bekæmpe ebola i de Vestafrikanske lande Guinea, Liberia, Sierra Leone og Nigeria.

Sygdommen har på nuværende tidspunkt smittet over 4.300 personer og kostet over 2.300 menneskeliv, og ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er situationen fortsat ikke under kontrol.

Derfor har EU-kommissionen tirsdag annonceret, at der vil blive sendt yderligere finansiel støtte til Liberia og Sierra Leone.

Specifikt kan pengene gå til at sikre sundhedspleje og til at styrke den makroøkonomiske stabilitet i regionen, der bl.a. oplever økonomiske problemer som direkte konsekvens af ebola-krisen.

Det skriver EU-mediet Euractiv.

Endnu er der ingen forlydender om, hvor stort omfanget af støtten til de to ramte lande vil være.

Tirsdag opfordrede EU-kommissionen de 28 medlemslande til ikke at slække på solidariteten med de fire lande, der er hårdest ramt af ebolaepidemien.

Kommissionen benyttede i øvrigt lejligheden til at udtrykke sin egen solidaritet med de ramte lande, og til at rose de nødhjælpsarbejdere, der kæmper mod ebola i Vestafrika.

”EU er meget bekymrede over ebola-epidemien i Vestafrika, hvor situationen fortsætter med at forværre sig. Vores tanker er med ofrene, deres familier og med de dedikerede nødhjælpsarbejdere, der gør deres bedste for at bekæmpe epidemiens spredning,” siger udviklingskommissær Andris Piebalgs, nødhjælpskommissær Kristalina Georgieva og sundhedskommissær Tonio Borg i en fælles udtalelse fra Bruxelles.

Artiklens emner
Ebola