Endnu en vulkan er i udbrud
En vulkan i landet Papua New Guinea er gået i udbrud, og det kan påvirke flytrafikken.
Vulkanen Mount Tavurvur er i nat dansk tid gået i udbrud. Det er præcis 20 år siden, at vulkanen sidst rørte på sig. I 1994 gik den i udbrud på samme tid som en anden nærtliggende vulkan, og det resulterede i, at byen Rabaul led store ødelæggelser.
Den australske regering advarer turister om at rejse ind i området, og er kommet med følgende udtalelse:
”Myndighederne har evakueret området omkring vulkanen. Beboerne i Rabaul er blevet bedt om at holde sig indendøre for at undgå den nedfaldende aske,” siger de, og oplyser, at der indtil videre ikke er meldt om tilskadekomne.
Asken fra udbruddet er oppe i 18 kilometers højde, og er derfor oppe i en højde, hvor det kan påvirke lufttrafikken.
”Vinden har en retning, så vi ikke forventer, at der kommer aske indover Australien. Men askeskyen kommer nok til at snitte australsk luftrum, ” siger en talskvinde fra Volcanic Ash Advisory Centre.
På nuværende tidspunkt er tre fly blevet omdirigeret for at undgå askeskyen, men det har kun resulteret i forsinkelser på omkring 10 minutter.
Ifølge kilder i området ser det ud til, at udbruddet er ved at aftage.
Udbruddet sker på samme tidspunkt, som en anden vulkan i Island er begyndt at røre på sig, og netop har lukket dele af luftrummet på Island.
Et større vulkanudbrud kan få store konsekvenser for flytrafikken, sådan som det skete tilbage i 2010. Da gik vulkanen under gletsjeren Eyjafjallajökull i udbrud og sendte vulkanaske til vejrs.
Det betød, at flytrafikken blev voldsomt forstyrret i flere uger i Europa og på ruterne over Atlanterhavet til USA.