Britisk udenrigsminister advarer om ebola-epidemi
Britiske læger skal være opmærksomme på symptomer, lyder meldingen.
"Det er en trussel, og det er noget vi skal håndtere i Cobra."
Sådan siger den engelske udenrigsminister, Philip Hammond, i dag til BBC. Han henviser til den komité, der er oprettet i den engelske regering til krisehåndtering.
Emnet er Ebola. Sygdommen har bredt sig som en steppebrand i tre Vestafrikanske lande, hvor den ind til videre mindst har gjort krav på 670 liv. Endnu har den ikke spredt sig til Europa, men det kan ikke udelukkes, at det sker, lyder det fra Philip Hammond.
Stopper flyrejser
Asky udtalte tirsdag, at de havde truffet beslutningen "for at holde passagerer og medarbejdere i sikkerhed i denne foruroligende periode".
Tidligere på måneden fløj en ebolasmittet patient fra Liberia til Nigeria, hvor ingen endnu er døde af sygdommen. Det har skabt tvivl om sikkerheden for, at epidemien ikke spredes mere.
Tirsdag lukkede Liberias lufthavne som følge af den tvivl. Herhjemme skærper Statens Serum Institut (SSI) deres anbefaling til rejser i området.
Overvej rejser grundigt
"Vi fraråder ikke direkte, at man rejser til de berørte lande i Vestafrika, men vi skriver, at vi synes, man skal overveje grundigt, om det er nødvendigt," siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen til Jyllands-Posten, der henviser til SSI's tema om ebola.
Tidligere på måneden udsendte de britiske myndigheder en meddelelse til alle britiske læger om, at de skulle være ekstra opmærksomme på symptomer på Ebola.
Det er efter Peter Henrik Andersens mening endnu ikke nødvendigt at sende ud til danske læger.
"Danske læger holder altid øje med personer, som kommer hjem med feber fra Vestafrika, for der er en række andre farlige sygdomme som for eksempel Malaria, der også har det symptom," siger han.
Udenrigsministeriet anbefaler desuden, at man kontakter egen læge, inden man tager til det ebolaramte område.